M.J. Eriksson vinder endnu et projekt i Næstved
Entreprenør til sidste del af Næstved Omfartsvej er klar
For halvandet år siden rykkede de første maskiner i marken og begyndte arbejdet med at anlægge en nordlig omfartsvej om Næstved. Det skriver
I mellemtiden er der sket meget. Blandt andet bliver der arbejdet på højtryk på en bro, der skal føre omfartsvejen over Ringstedgade, og næstvedgenserne har fået en fordelerring, der skal forbinde den nordlige omfartsvej med Ring Øst.
I den anden ende af byen vil arbejdet i marken nu rigtigt gå i gang, når entreprenørfirmaet M.J. Eriksson A/S stikker skovlen i jorden allerede i slutningen af denne måned. Firmaet er også entreprenør på fordelerringen og en stor del af strækningen mod Ringstedgade.
- Vi har valgt en dygtig entreprenør, som er kendt i området, så nu glæder vi os bare til at komme i gang med det sidste stykke af omfartsvejen. Lige om lidt springer foråret ud, og så er det højsæson for vejarbejde. Vi har stadig meget at gøre, inden vi kan levere en færdig vej til borgerne i Næstved, siger Jacob Pryds Winkel, projektleder i Vejdirektoratet.
Omfartsvejen nord om Næstved går fra rundkørslen ved Vestre Ringvej og Slagelsevej til Køgevej øst for byen. Vejen bliver cirka 7 kilometer lang og bliver anlagt som en 2+1 motortrafikvej.
Som en del af projektet bygger Vejdirektoratet også en højbro over Susådalen. De første bilister vil kunne køre på den samlede omfartsvej senest i 2016.
Hele projektet med at anlægge Næstved Omfartsvej koster omkring 700 millioner kroner.