Arbejdsulykker hos MT Højgaard er i frit fald
Skarpt fokus på sikkerheden har reduceret MT Højgaards antal af arbejdsulykker i 2014 til under halvdelen af landsgennemsnittet i byggebranchen.
Gennemsnittet på landsplan er godt 22 arbejdsulykker pr. million arbejdstimer. En ulykke tæller med i statistikken, når den resulterer i, at medarbejderen har fraværsdage som følge af ulykken, og MT Højgaards statistik dækker over i alt ti ulykker i 2014.
To arbejdsmiljøuger om året
MT Højgaard har i 2014 gjort en aktiv indsats for at reducere antallet af ulykker blandt andet ved at afholde to arbejdsmiljøuger. Her blev sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet på alle byggepladser, der blev gået ekstra mønsterrunder, og alle medarbejdere så film produceret specielt til lejligheden om både fysiske og psykiske konsekvenser af en arbejdsulykke.
- Vi er glade for tallene og stolte af resultatet af vores indsats. Men vi intensiverer vores indsats yderligere, for vi vil have tallet endnu længere ned. Derfor er vi nu begyndt på en meget systematisk indsamling af information om såkaldte tæt-på-hændelser og observationer, hvor medarbejderne fra alle vores byggepladser registrerer episoder, der potentielt set kunne føre til en ulykke. Jo større viden vi har om, hvad der forårsager potentielt farlige situationer på alle vores byggepladser, desto bedre kan vi forebygge hændelserne og tage viden med os fra den ene byggeplads til en anden, siger QHSE Director Vinnie Sunke Heimann, der er ansvarlig for arbejdsmiljø, kvalitet og miljø i MT Højgaard.
Indsatsen har desuden medført, at Arbejdstilsynet i dag finder langt færre fejl på MT Højgaards arbejdspladser. Antallet af strakspåbud er faldet fra 22 i 2013 til otte i 2014.
Mønsteropgave med nul ulykker
Et mønstereksempel på et byggeri uden ulykker er MT Højgaards opførelse af etape S3 til Det Nye Universitetshospital, DNU, i Aarhus. På to andre DNU-byggefelter har MT Højgaard den 5. januar ikke registreret ulykker i hhv. 357 dage og 313 dage.
Den flotte statistik på MT Højgaards tre byggeopgaver på DNU har bidraget til, at Region Midt har nået målsætningen om at halvere antallet af arbejdsulykker på hele byggepladsen i forhold til landsgennemsnittet. Bygherrens ansvarlige for arbejdsmiljø og sikkerhed, Katrine Schimmelmann, roser MT Højgaards indsats på området.
- Etape S3 er et sjældent set flot byggefelt, hvor entreprenøren viser, at de også tager sikkerheden alvorligt, og hvor de lynhurtigt udbedrer forholdene, hvis der er optræk til problemer. Og når vi har en entreprenør, der er så professionel, så bliver det også nemmere for os at nå vores mål for sikkerheden og arbejdsmiljøet, siger Katrine Schimmelmann.
Forberedelser øger sikkerheden
Region Midt har gjort sig mange anstrengelser for at nå sikkerhedsmålet. Katrine Schimmelmann fortæller, at Rådgivergruppen DNU I/S, der har det daglige tilsyn med arbejdsmiljø og sikkerhed, allerede i projekteringsfasen forebyggede arbejdsulykker ved at rense projektet for alle kendte risici. Der er ansat tre sikkerhedsledere pr. byggefelt og en pr. storentreprise.
Desuden skal hver eneste af de omkring 10.000 håndværkere, der gennem årene skal arbejde på den 100 hektar store byggeplads, gennemgå to timers sikkerhedsinstruktion, inden de begynder.