Virksomheder får bøde for ulovlig markedsføring
”Det er godt at se, at der bliver slået hårdt ned på de virksomheder, der ikke følger reglerne”, lyder det fra Dansk Byggeri om misbrug af ordningen Byg Garanti.
- Det er godt at se, at der bliver slået hårdt ned på de virksomheder, der ikke følger reglerne. Både af hensyn til forbrugernes sikkerhed og af hensyn til alle de lovlydige håndværksvirksomheder, siger Christian B. Prophet-Rannow, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Antallet af årlige anmeldelser har ligget jævnt på omkring 50 de seneste fire år. Selvom Dansk Byggeri igennem årene har skærpet opmærksomheden på lovovertrædere, er der, ifølge Christian B. Prophet-Rannow, fortsat brug for, at forbrugerne holder et vågent øje med de håndværkere, man overvejer at indgå aftale med.
Formålet med Byg Garanti er at sikre, at private forbrugere ikke lider økonomisk tab som følge af fejl og mangler ved håndværksmæssigt arbejde, som er udført af Dansk Byggeris medlemmer. Med Byg Garanti er forbrugeren sikret dækning mod sjusk, fejl og mangler op til 100.000 kroner inklusiv moms. Byg Garanti dækker den forbruger, som har indgået aftale med håndværkeren. Ordningen er gratis.