Ny svømmehal til 112 millioner i Roskilde
Creo Arkitekter er kåret som vinder af konkurrencen om en større udvidelse af Roskilde Badet.
Det er en enig dommerkomité, der har valgt det forslag, som arkitektfirmaet Creo Arkitekter har udarbejdet i samarbejde med JAJA Architects, Thing & Brandt Landskab og Grontmij Rådgivende Ingeniører.
- Forslaget danner et særdeles godt udgangspunkt for at skabe et visionært og markant nyt svømmeanlæg på Bymarken, og forener på fineste vis gammelt og nyt i en harmonisk og oplevelsesrig helhed, skriver dommerkomitéen i deres betænkning.
Fremtidens Roskilde Badet bygges som en udvidelse af den eksisterende svømmehal. Nogle af de mest markante nye tilbud bliver et 50 meter bassin, café for såvel tørre som våde gæster, et wellnessområde med saunaer og koldtvandsbassin og gårdhaver.
Roskilde Badet forventes at kunne åbne dørene til alle de nye faciliteter i slutningen af 2017.
Projektet omfatter nybyggeri på 5.730 kvadratmeter og ombygning på 398 kvadratmeter, og budgettet er på 112 millioner kroner.