23948sdkhjf

Pakkeløsninger skal få håndværkerne i sving

Nyt projekt, Refurb 2.0, skal etablere et enkelt system, hvor boligejere let får overblik over renoveringsmuligheder og adgang til skræddersyede tilbud til energiforbedringer.
Sønderborgs ProjectZero og Cleantechklyngen Clean er gået sammen med Aalborg Universitet og flere udenlandske partnere om at udvikle en pakkeløsning til boligejerne. Et enkelt system, hvor man med få oplysninger om bygningen plus ønsker til energiforbedringer får et skræddersyet tilbud på hele energirenoveringen.

Der er fokus på "dybe renoveringer", hvor målet er at nedbringe bygningernes CO2-udslip med 50-80 procent, fortæller direktør Peter Rathje, ProjectZero:

- Projektet skal skubbe endnu mere gang i energirenoveringen af vores eksisterende bygninger. Virksomhederne har teknologien og løsningerne, så det handler om, at få håndværkerne i sving ude i parcelhusene samt i ejer- og boligforeningerne. Kun på den måde får vi nedbragt boligernes CO2-udledning og samtidig skabt flere grønne arbejdspladser, siger han.

Projektet hedder Refurb 2.0, og parterne støttes med samlet omkring 15,5 millioner kroner fra EU til at gennemføre projektet. Heraf går de 3,2 millioner kroner til de danske partnere.

Invitation til leverandører
Cleantechklyngen Clean er partnere i projektet, fordi der blandt organisationens 170 medlemmer er virksomheder med teknologiske løsninger inden for energirenovering, fortæller projektchef Lotte Lindgaard Andersen fra Clean:

- Vi vil gerne engagere vores medlemmer i projektet. Det er oplagt, at vi inviterer leverandører af energiløsninger blandt vores medlemmer med i en følgegruppe sammen med ejer- og boligforeninger og sammen finder den bedste pakkeløsning til boligejerne, siger hun.

Målet er, at mindst 6.550 huse i Danmark og 41.560 huse i hele EU får en dyb energirenovering inden 2020 som en direkte følge af den pakkeløsning, som projektet skal udvikle. Pakkeløsningen bliver målrettet forskellige markedssegmenter og regioner i Europa. I Danmark er det Region Syddanmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079