23948sdkhjf

A. Enggaard bygger 10.000 m² kontorer i Aalborg

En 10.000 kvadratmeter stor kontorejendom er lige nu under opførelse på Østre Havn centralt i Aalborg. Advokatfirmaet HjulmandKaptain har netop tegnet sig for husets to øverste etager.
Omdannelsen af Østre Havn i Aalborg – fra industriområde til et moderne, centrum- og fjordnært byområde – er i fuld gang. 150.000 kvadratmeter, der grænser op til Musikkens Hus i vest og havnebassinet og den gamle værftsbygning i øst, bebygges med en blanding af lejligheder, ungdomsboliger, kontorer og erhverv.

I disse dage graves ud til det, der bliver områdets største bygning. Det er et kontordomicil, der i første etape bliver på 10.000 kvadratmeter med mulighed for udbygning med yderligere 7.000 kvadratmeter:

- Kontordomicilet er det fjerde ud af otte planlagte byggerier på Østre Havn og er så langt det største. Det bliver en markant og spektakulær seks etages kontorbygning med fuld p-kælder, og der er kælet for alle detaljer – blandt andet både arkitektonisk og energimæssigt, forklarer adm. direktør Asger Enggaard fra A. Enggaard, der både er bygherre og entreprenør.

Klar til indflytning i 2016
Bygningen er tegnet af Friis & Moltke og får en markant placering ud til Nyhavnsgade mod syd og havnebassinet på Østre Havn og Limfjorden mod nord. Arkitekturen bliver særegen blandt andet med store fjordvendte glasfacader mod nord, og der anvendes forskellige nye energibesparende løsninger blandt andet fjordkøling.

Flere hundrede personer får daglig arbejdsplads i huset, og cirka en tredjedel af bygningen kommer til at huse et af Jyllands største advokatkontorer. Det er HjulmandKaptain, der netop har indgået en lejekontrakt omfattende kontordomicilets to øverste etager på ca. 3.500 kvadratmeter.

A. Enggaard er i øjeblikket i tæt forhandling med flere andre interesserede lejere og forventer inden for kort tid at have 80 % af bygningen lejet ud. De nye lejere får fælles hovedindgang, kantinefaciliteter og øvrige fællesfunktioner i stueetagen, og bygningens nordvendte facade åbnes op mod havnebassinet og Limfjorden. Bygningen er klar til indflytning i sommeren 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109