Nye ældreboliger på vej i Sindal
Hvis alt går vel, vil der snart være nye boliger på vej til ældre i Sindal midtby. Det sker på hjørnet af Nørregade og Norgesgade.
Arkitekt Iver Frederiksen fra Bindslev har udarbejdet forslag til projektet med 10 boliger, der bygges i to rækker, og hvor der i tilslutning til hver bolig bliver en lille have samt redskabsrum. Der etableres også friarealer med rekreative områder og parkeringspladser.
- Projektet er nu så langt fremme, at det fremsendes til Hjørring Kommune i denne uge med henblik på udarbejdelse af en ny lokalplan for området. Når der er foretaget nabohøring, og lokalplanen er udarbejdet, regner jeg med at få byggetilladelse. Byggeriet vil herefter blive påbegyndt, men jeg starter ikke, før alle tilladelser foreligger, fortæller Jens Sten.
Da det normalt tager omkring 5 måneder at udarbejde en lokalplan og give byggetilladelse, mener Jens Sten, at byggeriet kan påbegyndes i løbet af maj måned, og at boligerne kan være klar til indflytning i slutningen af 2015 eller begyndelsen af 2016.