Folkeskoleelever bygger hus
Skolebøgerne skiftes ud med værktøj og bygningsmaterialer, og den lille tabel skal nu stå sin prøve ude i virkeligheden.
I alt 16 folkeskoleklasser skal deltage i projektet ”Byg et hus”, der strækker sig over 3. til 6. klasse, hvor eleverne en uge om året beskæftiger sig med byggeri og er på besøg på Tradium for at bygge et familiehus i størrelsesforholdet 1:20. Projektet er en del af den partnerskabsaftale, som Randers Kommune, 3F og Tradium har indgået med Dansk Byggeri, der både har fokus på at skaffe lærepladser og oplyse unge i folkeskolen om, hvad en erhvervsuddannelse er og kan bruges til.
- Med ”Byg et hus” giver vi eleverne mulighed for at se, hvad de kan være med til at skabe, hvis de vælger en håndværkeruddannelse. Samtidig skal de også bruge alt det, de lærer i matematik og ikke mindst forstå, hvorfor det er vigtigt, at de bliver gode til de forskellige fag. Og forhåbentlig går det også op for dem, at det altså kræver noget at blive håndværker, og at det er en spændende branche, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher og tilføjer:
- Projektet er et resultat af det gode lokale samarbejde mellem kommunen, Tradium, UU Randers, 3F og Dansk Byggeri, som partnerskabsaftalen har sat i gang.
De 16 folkeskoleklasser starter med deres første undervisningsforløb efter påske, og på Tradium ser uddannelsesleder i EUX-afdelingen, Palle Nielsen, frem til at komme i gang.
- Det giver eleverne i folkeskolen en enestående mulighed for både at snuse til håndværkerfaget og lære vores skole at kende og alle de muligheder, der er her. Jeg håber, at det på sigt giver flere unge lyst til at vælge en håndværkeruddannelse eller en EUX uddannelse, hvilket er en kombination af en gymnasial - og håndværksuddannelse. Svendebrev og studenterhue i ét hug, hvor eleverne lærer at anvende teorierne ude i praksis, siger han og fortsætter:
- Vi håber, de kommer til at opleve, at erhvervsuddannelserne med eller uden EUX kan være et rigtig godt alternativ til de gymnasiale uddannelser. De får muligheder for at omsætte alt det, der står i matematikbøgerne, til noget praktisk og samtidig gøre det endnu mere spændende at lære både 7-tabellen og brøkregning. Jeg glæder mig til at invitere elever og lærere ud af klasseværelset og ind i vores værksteder.