23948sdkhjf

E+N Arkitektur skærper profilen

Tegnestuen organiserer arbejdet i tre teams og styrker sig med en ny teamleder for kulturarv og fredede og bevaringsværdige bygninger.
E+N Arkitektur fortsætter arbejdet med at skærpe organisationen. I 2012 blev navnet ’Exner’ erstattet med E+N, og siden er der sat fuld fokus på arkitektur, som forener eksisterende og nyt.

- Vi har netop etableret tre teams, som bliver faglige spydspidser. Team E,+ og N skal stille skarpt på vores arbejdsmetoder og raffinere dem yderligere, siger arkitekt og partner Jesper Back.

Arkitektfirmaet har med virkning fra 1. november ansat Anders Glavind Jensen som co-leder for Team E, der arbejder med at revitalisere kulturarv og istandsætte kirker samt fredede og bevaringsværdige bygninger.

- Anders Glavind Jensen har en bred baggrund, som passer perfekt til vores måde at arbejde på, fordi han både kan udvikle, projektere og styre byggesager i mål, så kunderne kan få samme kontaktperson fra start til slut. Med tegnestuens erfaringer i ryggen giver det mulighed for at tilbyde en kompetent og rationel rådgivningspakke på højt niveau for både byggeteknik, økonomistyring og arkitektonisk kvalitet – det glæder vi os til, siger Jesper Back.

Han forklarer, at etableringen af de tre teams sigter mod at sætte tegnestuens mangeårige metoder i spil på en mere fokuseret måde, så hele organisationen kan støtte op om de kompetencer, som er oparbejdet igennem et halvt århundrede. De to øvrige teams – Team + og Team N – skal arbejde med henholdsvis materialer og konstruktion og infill og nybyggeri.

Tilbage i folden
Anders Glavind Jensen har altid arbejdet med kirke- og kulturarvsområdet og har erfaring fra områdets førende tegnestuer. Han har tidligere – i perioden 2003-2011 – været hos E+N, i det daværende Exners Tegnestue, og var dengang med til at ombygge Hammel Sognegård. Siden har han hos Brøgger Arkitekter været med til at gennemføre den indvendige istandsættelse af kirkerne i Blære og Vilstrup.

- E+N har så meget erfaring med indvendig og udvendig istandsættelse af kirker, som jeg glæder mig til at tage del i. Samtidig vil jeg gerne synliggøre for menighedsrådene, at vi også kan løse en lang række andre udfordringer for dem som nyt varmeanlæg, blytage eller omsætning af stendiger. Kirkeområdet er komplekst, men hos E+N kender vi ned i detaljen de mange ansøgningsprocedurer, der knytter sig til at istandsætte kirker, som går tilbage til middelalderen. Den sparring glæder jeg mig til at give vores samarbejdspartnere, fortæller Anders Glavind Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086