Rigshospitalet vælger rådgivere til muligt nybyggeri
Niras og C.F. Møller har vundet bygherrerådgivningen på en eventuelt ny bygning til Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.
Målet er at samle alle behandlinger til børn i et ekstraordinært byggeri, der er på forkant i international henseende inden for arkitektur, logistik, drift, funktionalitet og bæredygtighed.
Niras er totalrådgiver på projektet med C.F. Møller som underrådgiver. De to virksomheder har gennem mange år ydet rådgivning i sundhedssektoren og samarbejder aktuelt om bygherrerådgivningen på projektet Nyt Odense Universitetshospital.
C.F. Møller oplyser via sin hjemmeside, at bygherrerådgivningen blandt andet omfatter lokalisering af byggefelt og konsekvenser heraf i forhold til nedrivning og genplacering af funktioner. Hertil kommer udarbejdelse af beslutningsgrundlag til byggeprogram, budgetter og det foreløbige program for projektkonkurrencen.
Den samlede forundersøgelse skal foreligge ultimo maj 2015, og på baggrund af resultatet af forundersøgelserne vil der blive taget endelig stilling til hele projektets gennemførelse i løbet af sommeren 2015.