Tusindvis af billigere boliger på vej
Den kommende finanslov vil sikre en mere blandet sammensætning af forskellige typer boliger i de store danske byer.
Formålet med disse ændringer af planloven og almenboligloven er at få en mere blandet sammensætning af forskellige typer boliger i de store danske byer, der i disse år får markant flere nye beboere, men som samtidig oplever prisstigninger på boliger.
- Det er historisk, at kommunerne nu kan bestemme, at almene boligselskaber i de store byer skal have mulighed for at bygge nye boliger, som også er til at betale for helt almindelige lønmodtagere. Med denne aftale sørger regeringen for, at det ikke kun er forbeholdt de rigeste danskere at bo i vores byer, siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.
Regeringen fremhæver, at det længe har været et ønske fra landets store kommuner at kunne stille krav om flere almene boliger i nye kvarterer og bygge flere almene boliger i de områder, som er under udbygning. Samlet set skønner regeringen og forligspartierne SF og Enhedslisten, at der med ændringerne kan opføres omkring 6.600 almene boliger alene i København.
- Hvis vi skal bevare sammenhængskraften i vores store byer, så er det helt afgørende, at der er boliger til alle grupper. Den ekstra støtte, vi nu giver til byggeri af almene boliger, vil allerede nu skabe muligheder for, at helt almindelige mennesker kan bo i de områder, der nu er under udbygning. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu giver kommunerne de muligheder, de har bedt om, og jeg håber, de vil gribe chancen og sikre fællesskabet i byen også i fremtiden, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.
Ændringen i planloven vil gælde områder i byerne, som kommunerne enten ikke har lokalplanlagt for boliger, eller områder der har været udlagt til blandet bolig og erhverv. Her kan kommunerne fremover stille krav om, at 25 procent af boligerne skal være almene.
De nye muligheder for at yde lån gælder for København, Aarhus, Aalborg, Odense og Frederiksberg kommuner. I allerede planlagte byudviklingsområder kan der ydes lån med henblik på at købe grunde, som det ellers ikke inden for maksimumsbeløbet vil være muligt at bygge almene boliger på.
Det enkelte lån kan højst udgøre forskellen mellem den pågældende grundpris og 20 pct. af maksimumsbeløbet, som svarer til, hvad der normalt medgår til finansiering af grunden.
Lån kan ydes inden for en samlet ramme på 500 mio. kr. over 10 år i de fem kommuner. Lånet indgår ikke i beregningen af huslejen.
Det enkelte lån kan højst udgøre forskellen mellem den pågældende grundpris og 20 pct. af maksimumsbeløbet, som svarer til, hvad der normalt medgår til finansiering af grunden.
Lån kan ydes inden for en samlet ramme på 500 mio. kr. over 10 år i de fem kommuner. Lånet indgår ikke i beregningen af huslejen.