23948sdkhjf

Sygehus moderniseres for 232 millioner

Et omfattende byggeprojekt skal omdanne Nykøbing F. Sygehus til et attraktivt og moderne akutsygehus. Hele opgaven ventes i udbud til foråret.
En modernisering til 232 millioner kroner skal styrke Nykøbing F. Sygehus som et attraktivt og moderne akutsygehus.

Regionsrådet i Region Sjælland har netop godkendt projektforslaget for byggeriet, der samler de akutte funktioner på Nykøbing F. Sygehus. De fleste af pengene går til en ny sengebygning til akutte patienter, en intensiv afdeling og en stor hjerteafdeling.

- Nykøbing F. Sygehus er vigtigt som akutsygehus for Lolland, Falster og det sydligste Sjælland, hvor patienterne får hurtig behandling af høj kvalitet. Det kræver velfungerende og moderne rammer, fastslår Jens Ravn, formand for Udvalget for sygehusbyggerier og innovation i Region Sjælland.

Derfor er Jens Ravn også glad for, at et regionsrådet tidligere har besluttet at fremrykke byggeriet, så akutsygehuset står færdigt i 2017 fremfor 2020.

- Vi samler sygehusets akutte funktioner, skaber bedre sammenhæng i patientforløbene og en attraktiv arbejdsplads, siger Jens Ravn.

Sygehusets akutte hjerte
Byggeriet skaber mulighed for at flytte cirka 52 ud af sygehusets cirka 250 sengepladser til moderne rammer. Den nye bygning bliver en del af sygehusets akutte hjerte. Bygningen får direkte forbindelse til akutmodtagelsen og bliver opført i tre etager, der indeholder:

• Akutafdeling med 18 senge (stuen)
• Intensiv afdeling med 10 senge (stuen)
• Hjerteafdeling med mellem 24 og 27 senge (1. sal)

Der gøres klar til fremtidige udvidelser, da 2. sal opføres som et tomt råhus, der senere kan indrettes til en sengeafdeling, og der er forberedt mulighed for senere at bygge endnu en etage ovenpå. I kælderen placeres en automatisk ”senge-vaskemaskine”.

Desuden etableres en helikopterlandingsplads ned mod Guldborgsund, og der er afsat en mindre sum til ombygninger i eksisterende bygninger. Det hele forventes udbudt i maj 2015 med byggestart i august 2015, og det skal stå færdigt i efteråret 2017.

I forvejen er Nykøbing F. Sygehus i gang med at bygge en ny hovedindgang med reception og café, og det tidligere sygehuskøkken ombygges til kontorer – for i alt 14 millioner kroner. Udover de aktuelle byggeprojekter er der vedtaget en visionsplan, der viser, hvordan Nykøbing F. Sygehus kan udvikle sig – med flere moderne sengeafdelinger, en ny behandlingsbygning med operationsgang og billeddiagnostik samt en hovedindgang ned mod vandet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078