2. etape af Aabenraas strandpromenade i gang
Anlægsarbejderne er atter i gang langs lystbådehavnen i Aabenraa. Der er tale om 2. etape af forskønnelsesprojektet Strandpromenaden, som ventes færdigt ved årets udgang.
Særligt for etape 2 bliver nogle mindre græsbeklædte bakker ”gennemskåret” af stålvægge. Og så får det anker, der i dag ligger lidt skjult ved bådeklubben, en mere fremtrædende plads, så det kan være med til at byde sejlere og andre gæster velkommen og minde forbipasserende om byens maritime historie.
Samtidig fortsætter anlægsarbejderne med at færdiggøre etape 1. Hvis vejret er til det, vil der om et par uger blive plantet træer og sået græs i bedene. Der er også sat lamper op, så der kan komme lys i de nye ”lys-træer” langs promenaden.
Læs mere: Ny strandpromenade i Aabenraa klar til 2014
En vinter uden al for megen frost og sne vil betyde, at både etape 1 og 2 kan være færdige ved årets udgang. Dog kommer asfaltarbejdet ikke i gang før til foråret, da det kræver højere temperaturer, end vi har i selv en mild vinter.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at både 1. og 2. etape kan være færdige ved årets udgang. Strandpromenaden er en vigtig del i bestræbelserne på at gøre Aabenraa til en attraktiv hovedby i Aabenraa Kommune. Området bliver et indbydende rekreativt byrum, der inviterer til både ophold og aktiviteter. Og med beliggenheden ved fjorden og Flensborgvej, en af byens store indfaldsveje, har Strandpromenaden stor indflydelse på, hvor indbydende vores købstad præsenterer sig, fremhæver Philip Tietje, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.
Det er planen, at Strandpromenaden indvies i maj eller juni. Strandpromenaden er en væsentlig brik i at gøre Aabenraa til Fremtidens Købstad og et projekt i Aabenraa Kommunes Vækstplan 2018.