Billund brandstation indviet med fuld udrykning
Første spadestik blev taget den 25. april, den 16. juni var der rejsegilde og fredag den 31. oktober blev Billunds ny brandstation så indviet med manér.
Brandstationen blev indviet med manér med over 80 gæster fra Falck, de øvrige beredskaber i Trekantområdet, fra Lufthavnen med flere samt naboer, politikere, håndværkerne bag byggeriet, det lokale beredskab, repærsentanter fra politiet, pressen og folk fra kommunens byggeafdeling. Brandfolk fra Grindsted var der også, men i første omgang manglede brandfolkene fra Billund.
Med fuld udrykning
De kom - med fuld udrykning - efter at borgmester Ib Kristensen havde indtelefoneret en alarm til Granvej 5A.
Borgmester Ib Kristensen, brandchef for falck i Region Syddanmark, Dorthe Rasmussen og Beredskabschef i Billund Kommune Torben Ravn holdt taler inden borgmesteren fik lov til at foretage den officielle indvielse af den nye brandstation med en boltsaks.
Den nye brandstation i Billund er indrettet i samarbejde med Falck og sammen med de lokale brandfolk, og der er tænkt i detaljer, så brandfolkene kan overholde responstiden og være klar til at køre ud af garagen fem minutter efter, at en alarm er gået. Det betyder også, at portene på den ny brandstation automatisk går op, når alarmen lyder.