Største ordre nogensinde til HG Electric
HG Electric i Frederikshavn har netop fået sin største ordre nogensinde: En tocifret millionordre på el-arbejdet i en 5.400 m² bygning, som Norges Arktiske Universitet i Tromsø opfører.
At frederikshavner-virksomheden nu henter sin hidtil største ordre på land i Norge er særligt bemærkelsesværdigt, da 85 procent af HG Electrics omsætning i år ventes at komme fra den maritime branche. Det er en norsk storentreprenør, som er bygherre i Tromsø.
- Vi har arbejdet sammen med dem i et par år, men desværre uden at vinde nogle opgaver. Denne gang lykkedes det, og vi håber naturligvis, at dette bliver begyndelsen til noget stort, siger Brian Enevoldsen.
Specielt arbejde i hovedstaden
HG Electrics landbaserede elektriker-arbejde er generelt i stor fremgang. P.t. arbejder virksomheden med en håndfuld større projekter forskellige steder i Danmark. I øjeblikket arbejdet man blandt andet med til at opføre en ny Netto-forretning på Rådhuspladsen i København. I samme bygning rykker kaffebaren Starbucks snart ind, og det er også her elektrikere fra Frederikshavn, som sørger for strøm til kaffemaskinerne. Brian Enevoldsen fortæller, at opgaven i København er helt speciel, idet begge forretninger opføres i én af de eksisterende gamle, smukke bygninger på Rådhuspladsen.
For bare halvandet år siden var der kun seks medarbejdere i HG Electric i Danmark. Nu er der 23 på lønningslisten. HG Electric er også i gang med at bygge nyt hovedkontor på havnen i Frederikshavn. Den administrerende direktør forventer at rykke ind i den næsten 600 kvadratmeter store bygning på Trindelen til jul.
HG Electric er et 100 procent dansk aktieselskab, der siden etableringen i 2004 har været en del af den norske koncern Hareid Group. Indtil 2012 satsede HG Electric udelukkende på den maritime branche. P.t. har virksomheden 40 medarbejdere i Norge. I 2012 blev aktiviteterne udvidet til også at omfatte elektriker-arbejde på land. Det skete i første omgang med en afdeling i Grønland, nu 12 medarbejdere, og sidste år kom Danmark med, og her er man allerede oppe på 23 medarbejdere.