Ny formand for Dansk Byggeri Fyn
Dan Johansen skal nu stå i spidsen for de lokale bygge- og anlægsvirksomheder på Fyn. Han overtager formandskabet for Dansk Byggeri Fyn fra entreprenør Claus Larsen.
- Claus har leveret en rigtig flot indsats som formand for Dansk Byggeri Fyn, og han har været og er stadig en stor kapacitet. Derfor er vi også rigtig glade for, at han bliver ved med at være en del af bestyrelsen, så vi fortsat kan blive ved med at trække på hans erfaring, siger Dan Johansen.
Formanden har målsætningen på plads
Den nye formand har siddet i bestyrelsen i et år inden han fik formandskasketten på, og han har allerede været ude på de første opgaver som formand. Senest til borgmestermøde med Nordfyns Kommune.
- Mit arbejde som formand kommer forhåbentlig til at ske i et tæt samarbejde med de fynske borgmestre, så vi sammen kan finde frem til gode løsninger for både byggeriet og for erhvervslivet her i lokalområdet. Fyn er og skal forsat være et attraktivt sted at drive virksomhed for både nye og nuværende virksomheder, siger Dan Johansen og tilføjer:
- Lærlinge er også noget, som jeg er meget optaget af, og jeg sidder også i bestyrelsen på Erhvervsakademiet Lillebælt. Jeg vil derfor tage en dialog med de fynske kommuner om de mange fordele, der er ved at erstatte de sociale klausuler med en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. En sådan aftale giver både lærepladser og en indsats allerede i folkeskolen, hvor eleverne får en masse viden om, hvad de kan bruge en erhvervsuddannelse til.