Energipromenade vinder Green Cities-pris
Arkitekt Riccardo Mariano hædres for sit kunstværk af smukke, farvestrålende vindturbiner, der – afhængigt af vindforholdene – kan producere energi til knap 500 husholdninger.
Hans kunstværk, "Energy Promenade", består af en række farverige vindturbiner og er skabt til bestemte lokationer i Albertslund, Allerød og Herning.
- Vi pegede alle på Riccardo Marianos "Energy Promenade" som vinder, da det på én gang er et overvældende smukt syn for øjet og nytænkende. Det anvender en kendt teknologi – vindmøller – og transformerer den til en skulptur, som under de rette forhold vil kunne producere energi til mange hundrede familier. Skulpturen forbinder samtidig kunst og bæredygtig energi med en anden væsentlig værdi for Green Cities-kommunerne, nemlig naturen, som den spiller fint sammen med, siger Agnete Fog, formand og jurymedlem hos Green Cities.
Riccardo Mariano er uddannet arkitekt i Schweiz, bor i Berlin og arbejder for Studio Olafur Eliasson. Han har tidligere været arkitekt i danske BIG.
Væsentligt bidrag til lokal energiforsyning
Om værket bliver realiseret, er endnu ikke besluttet. Men uanset om Albertslund, Allerød eller Herning vælger at opføre Riccardo Marianos Energy Promenade, så er skulpturen skalérbar, og kan give et væsentligt bidrag til den lokale energiforsyning.
Afhængig af vindforholdene og værkets endelige størrelse, kan skulpturen producere energi til mellem 350 og 490 husholdninger. I eksempelvis Allerød vil det svare til ca. 3,5 pct. af boligerne. Skulpturen har en estimeret tilbagebetalingstid på 12 år, og har derfor t klart potentiale for at blive realiseret, mener Agnete Fog. Hun håber, at værket bliver opført som inspiration:
- At have samarbejdet med LAGI om denne konkurrence kan afgjort blive et stort plus for os i Green Cities. Vi arbejder for skabe en bæredygtig udvikling gennem konkrete grønne løsninger, der kan fungere i hverdagen, og vi vil gerne være med til at innovere og inspirere andre til at udvikle nye energiløsninger i lokalområderne, fortæller Agnete Fog.
Juryen bag prisen bestod af Green Cities styregruppe. Udover Agnete Fog er det Finn Stengel Pedersen, Herning, Mette Annelie Rasmussen, København, Birgitte Kragh, Kolding og Leif Pedersen, Albertslund.
Om LAGI og samarbejdet med Green Cities
Land Art Generator Initiative (LAGI) er en international kunst- og designkonkurrence med kunstværker, der producerer vedvarende energi. Konkurrencen afholdes hvert andet år og har til formål at skabe innovative og æstetiske kraftværker, der bringer den grønne omstilling tættere på folk. Green Cities har været samarbejdspartner i LAGI-konkurrencen og mere end 30 kunstnere har lavet designforslag, som er skabt specielt til en placering i Green Cities-kommunerne.
Læs mere om LAGI på landartgenerator.org