NCC og Walls vil bygge i Amager Vest
Lokalplanændring, Teknik- og Miljøudvalget nu tager stilling til, vil give mulighed for at opføre bl.a. den 40 meter høje bygninger ”Sfinksen” på Artillerivej Syd på Amager.
Lokalplantillægget justerer bestemmelserne for bebyggelse i delområderne nord for Havnevigen og vest for Artillerivej i overensstemmelse med NCC Boligs og Walls byggeønsker. Byggerier på delområderne vil fortsat kunne anvendes til boliger og/eller serviceerhverv. Det samlede etageareal i Artillerivej Syd-området fastholdes på cirka 190.000 kvadratmeter etageareal eller på muligheden for enten at bygge helårsboliger og/eller erhverv i byggefeltet nord for vigen eller langs Artillerivej i det her beliggende byggefelt.
En sfinks i 40 meters hjøde
Tegnestuen Vandkunsten har for NCC Bolig A/S udarbejdet en samlet plan for den del af området, der ligger nord for Havnevigen og øst for gaden Islands Brygge. Her erstatter en u-formet bebyggelse i 3-5 etager en 45 m høj bygning kaldet ”Kræmmerhuset” lige nord for vigen. I den u-formede bebyggelses stueetage tænkes der indrettet fællesfaciliteter for NNC’s boliger i området, værksteder og en café/et spisehus mv. samt to portgennemgange. I de overliggende etager indrettes boliger eller serviceerhverv.
Walls projekt på Amager Syd er udarbejdet af Holgaard Arkitekter. Forslaget tager udgangspunkt i, at der er dispenseret til, at en ny nord-sydgående lokalgade placeres inden for den oprindelige Artillerivejs vejprofil. Arealet vest for den nye vej ønskes bebygget med otte rækkehuse. Ligeledes ønskes lokalplanen ændret, så en randbebyggelse i 4-6 etager erstattes med et højhus i 45 meters højde benævnt ”Sfinksen”.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget – som i dag behandler forslaget - over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, lokalplantillægget vedtages endeligt.