23948sdkhjf

M.J. Eriksson vinder Femern-vej

Femern A/S har netop skrevet under på endnu et vejstykke, der skal laves ved Rødbyhavn for at forberede området til tunnelarbejdet næste år. Entreprenør M. J. Eriksson har vundet opgaven.
Den femte kontrakt om en vejudvidelse ved Rødbyhavn – som forberedelse til Femern tunnelen – er netop skrevet under. Entreprenørvirksomheden M.J. Eriksson fra Brøndby har vundet opgaven med etablering af en østlig forlængelse af Færgevej for Femern A/S.

Det glæder Stig Munch-Jensen, direktør i M. J. Eriksson sig over:

- Vi har en del medarbejdere, der er bosiddende i lokalområdet dernede. Det betyder derfor meget for os, at vi får en tilknytning til de opgaver, der udbydes dernede. Virksomheden er specialiseret i jord- og vejarbejde og derfor er selve opgaven en standardopgave. Men det er klart, det er meget spændende for os at lære den nye bygherre Femern A/S at kende. Vi har bestemt tænkt os at byde ind på flere opgaver i forhold til Femern tunnelen, siger Stig Munch-Jensen.

Femern: Meget kvalificeret entreprenør
I Femern A/S er man glade for, at de fremrykkede aktiviteter skrider frem efter tidsplanen, og at der til endnu en opgave har været gode og kvalificerede bud. De fremrykkede aktiviteter går alle ud på at forberede området ved Rødbyhavn til anlægsarbejdet med Femern tunnelen, som skydes i gang næste år, når anlægsloven er vedtaget.

- Når man er i gang med forberedelserne til så stort et infrastrukturprojekt, som Femern tunnelen er, er det utrolig vigtigt, at man hele tiden får de bedste entreprenører og leverandører på opgaverne. De fremrykkede aktiviteter er en vigtig brik i at gøre tidsplanen robust på lang sigt, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S og fortsætter:

- Vi er derfor meget glade for den store interesse, der er for opgaverne. Og at vi igen kan ende med at pege på en entreprenør, der er meget kvalificeret til opgaven, siger Bo Eske Nielsen.

Færdigt arbejde i foråret
M. J. Eriksson skal lave en forlængelse af Færgevej mod øst, fordi vejen er en vigtig brik i den infrastruktur, der skal sikre, at både lokale borgere og entreprenører kan komme til og rundt om den tunnelelementfabrik, der bliver etableret ved Rødbyhavn næste år. Vejforlængelsen er på cirka 700 meter og skal være syv meter bred. Samtidig skal der løbe en tre meter bred cykelsti langs hele vejen, ligesom der også skal laves en afvandingskanal langs dele af vejen. På en del af strækningen skal der ydermere lavet et ekstra parkeringsspor, der er 3,5 meter bredt.

Der er en lærlingeklausul på kontrakten, som der har været igennem hele forløbet på alle vej-opgaver. Det stiller Stig Munch-Jensen sig positiv over for.

- Vi har i flere år ført en meget aktiv lærlingepolitik og har cirka 20 lærlinge ansat hos os, så det bliver ikke et problem at leve op til. Vi er en meget specialiseret virksomhed, så vi flytter lærlinge rundt på forskellige entrepriser for at sørge for, at de får erfaring med alle de typer arbejdsopgaver, de skal under uddannelsen.

M. J. Eriksson skal i gang med vejarbejdet allerede i november i år og fortsætte, så længe vejrliget tillader det. Vejen skal stå færdig i foråret næste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125