Virksomheder i skarp træning for at vinde offentlige udbud
Alle pladser er fyldt op, når Silkeborg kommune den 21. oktober klæder virksomhederne på til at skrive vindertilbud i de kommunale udbudsrunder.
Det og meget mere har de lokale virksomheder mulighed for at blive skarpere på, når Silkeborg Kommune, ErhvervSilkeborg og Gloablmidt den 21. oktober holder workshop om udbud for private virksomheder.
Succesen fortsætter
Interessen fra de lokale virksomheder har været stor, og alle pladser på workshoppen er fyldt op. Sådan så det også ud til morgenmødet, der kickstartede forløbet om udbud 1. oktober.
- Silkeborg Kommune vil gerne handle lokalt, hvis prisen er rigtig, og det er meget positivt, at virksomhederne tager imod tilbuddet og oplever, at de kan bruge det helt konkret til at blive bedre til at hente opgaver hjem til egen virksomhed både hos os i Silkeborg og i landets andre kommuner, siger Gregers Pilgaard, udviklingschef i Silkeborg Kommune.
Dialog med kommunen
På workshoppen præsenteres de relevante love på området, så deltagerne får viden om, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt, når det gælder udbud inden for varekøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver nationalt eller i EU.
Workshoppen sætter også fokus på konsortiedannelse i byggebranchen, som er relevant for en række lokale virksomheder med udsigt til store kommunale udbud på nyt stadion og plejecenter.
Der er brugbare fif om at skrive det gode tilbud og komme i gang på den rigtige måde, så tilbudsgiveren får ro og overskud til at skrive om det, virksomheden er god til, og i løbet af dagen kan deltagerne komme i dialog med indkøbere fra Silkeborg Kommune.
Workshoppen om udbud er en del af Silkeborg Kommunes klar-parat-start-forløb, som udspringer af Erhvervsstrategi 2014-1018. I forlængelse af workshoppen får virksomhederne tilbud om at købe individuel rådgivning af udbudsekspert Steen Jensen, som også er med på workshoppen. Det har fem virksomheder allerede været i dialog om at gøre brug af.