23948sdkhjf

Helt ny elektrikeruddannelse på vej

Fremtidens elektrikere vil på samme tid kunne blive mere fleksible og mere specialiserede, fortæller Dansk El-Forbunds formand op til forbundets forestående kongres.
En helt ny elektrikeruddannelse er under forberedelse og ventes at ’gå i luften’ til august næste år. Det fortæller Dansk El-Forbunds (DEF) formand Jørgen Juul Rasmussen i fagbladet Elektrikeren i en optakt til forbundets forestående kongres.

Omlægningen af uddannelsen vil betyde, at de nuværende specialer, hvor den enkelte elev/lærling skal vælge en særlig uddannelsesretning, forsvinder til fordel for en enkelt uddannelse. Den kan så til gengæld gennem tilvalg af moduler ’skræddersys’ både til lærlingen og til virksomhederne.

- På den måde vil der fortsat være en slags specialer, men systemet bliver mere fleksibelt og moderne. Samtidig er vi i gang med at forberede ’det dobbelte uddannelsesløft’, hvor svendene får flere muligheder for efteruddannelse og specialisering, for eksempel gennem flere akademiuddannelser der kan tages på deltid, fortæller formanden.

Fusionstanker er droppet
På forbundets seneste kongres fik ledelsen mandat til at undersøge mulighederne for at blive lagt sammen med andre forbund. I den forløbne kongresperiode er disse planer blevet opgivet, og DEF fortsætter også fremover som selvstændigt forbund. Dette hænger ikke mindst sammen med uddannelsen:

- Elektrikerne har en stærk faglig identitet, og ønsket om at bevare den var afgørende for beslutningen om at forsætte selvstændigt. Her skal vi fremover som forbund og fag kunne definere vores identitet i forhold til en virkelighed, som forandrer sig omkring os.

Dansk El-Forbunds kongres afholdes i Aalborg i dagene 21.-24. oktober.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11