23948sdkhjf

Håndværksmestre glemmer at fremtidssikre firmaet

Mange bornholmske håndværksmestre er over 50 år, men de har ofte glemt at tænke på, hvem der skal drive deres virksomhed videre. Derfor sender Dansk Byggeri Bornholm mestrene på skolebænken, så de kan fremtidssikre deres virksomhed.
Når en håndværksmester går på pension, skal der gerne stå en klar til at overtage virksomheden. Men selvom der er 55 virksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen på Bornholm med en ejer eller leder på over 50 år, så har kun ti en plan for, hvordan virksomheden skal drives videre, når pensionsalderen nærmer sig.

Derfor vil Dansk Byggeri i samarbejde med Businesscenter Bornholm og Væksthus Hovedstaden sende de lokale håndsværksmestre på skolebænken, for det er bestemt ikke for tidligt at komme i gang med planlægningen.

Generationsskifte kan tage mange år
- Der er rigtig mange mestre, der ikke ved, hvordan de skal finde den person, der skal overtage deres virksomhed. Det kan være en svær situation, for rent forretningsstrategisk er det ikke altid en mulighed at melde ud, at du leder efter en køber, og derfor kan et generationsskifte tage mange år at få på plads, siger regionkonsulent for Dansk Byggeri Bornholm, Niels Tolstrup, og uddyber:

- Vi laver nu en række gratis kurser, hvor virksomhedsejere bliver klædt på, så deres virksomhed bliver præsenteret bedst muligt for en kommende køber. Samtidig bliver der givet rådgivning til, hvordan man finder en køber, og der bliver oprettet en anonym mentorordning, hvor virksomhedsejere kan spare med andre i samme situation. Og det er endda gratis, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang.

Læs mere om forløbet: Er du salgsklar?
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089