Hovedstadens byfornyelse bliver digital
Københavns Kommune har netop åbnet en ny portal, som gør det nemt at søge om støtte til byfornyelse. Den årlige ansøgningsfrist er den 1. oktober.
- Med Nemid får du som ansøger hurtigt adgang til byfornyelsesportalen og efter at have oprettet en simpel brugerprofil, kan du med få klik oprette og indsende en ansøgning til Københavns Kommune, fortæller Jakob Sode West, der er projektleder i Teknik- og Miljøforvaltningen.
I ansøgningen skal der kun angives få oplysninger og skrives nogle få linjer om renoveringsbehovet i ejendommen og ønsket til en bygningsfornyelse. Efter fristen vil alle ansøgere blive indkaldt til et rådgivende dialogmøde med Københavns Kommune, hvor der vil være mulighed for at få vejledning til at kvalificere ansøgningen. Det videre forløb og dialogen med Københavns Kommune foregår også gennem byfornyelsesportalen, så der er mulighed for at følge byfornyelsesprojektet.
Digitaliseret og effektiviseret
Byfornyelsesprocessen er ikke kun blevet digitaliseret. Den er også blevet mere effektiv.
- Vi har ændret fristerne og forenklet sagsbehandlingen. Det har betydet, at et gennemsnitligt projekt kan gennemføres omkring ni måneder hurtigere end tidligere. Med den nye byfornyelsesportal og en mere effektiv sagsbehandling, kan Københavns Kommune fremover tilbyde en bedre service til alle, der ønsker at forny deres ejendom, siger Jane Drejer Nielsen, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Byfornyelse i København:
• Københavns Kommune giver støtte til renoveringer i ældre private ejendomme (andelsboligforeninger, ejerforeninger og private udlejningsejendomme).
• Københavns Kommune støtter hvert år bygningsfornyelser med cirka 150 millioner kroner fra en generel bydækkende pulje og puljer i områdefornyelserne.
• Den årlige frist for ansøgninger om støtte til bygningsfornyelse er den 1. oktober.
• Adgang til byfornyelsesportalen sker via www.kk.dk/byfornyelse.