Jørn Thrane udvider i Bogense
Det nordfynske el-installatørfirma Jørn Thrane A/S udvider forretningen med overtagelsen af Farve og Elcentret i Bogense, som i den forbindelse dropper farve-delen.
- Det bliver stadig samme personale og samme telefonnummer, man skal ringe til os på. Men det bliver Jens Knudsen fra Jørn Thrane A/S, der overtager Elcentret, fortæller Knud Jørgensen fra Elcentret i Bogense om overtagelsen til Ugeavisen Nordfyn.
Op til Jørn Thranes overtagelse af el- og farvecentret i Bogense kører forretningen et ophørsudsalg. Det er dog kun farveafdelingen, der lukker ned. Elcentret fortsætter i Bogense med udstilling af hvidevarer.
Jørn Thrane A/S kom ud af 2013 med et overskud før skat på 1,1 millioner kroner og et bruttoresultat på 3 millioner kroner.