23948sdkhjf

Fem virksomheder i spil til bro-entreprise

Femern A/S har prækvalificeret de virksomheder, der skal byde på udførelsen af to stibroer på henholdsvis 150 og 50 meter. Arbejdet skal i gang inden jul.
Fem virksomheder er blevet prækvalificeret til to stibroer hen over motorvej E47 og jernbanen mod Rødby Færgehavn. Opgaven er en del af de fremrykkede aktiviteter, som Femern A/S står for, som går ud på at forberede området ved Rødbyhavn til anlægsarbejdet med den 18 kilometer lange sænketunnel under Femern Bælt.

De prækvalificerede virksomheder er Bladt Industries A/S fra Aalborg, Kaj Bech A/S fra Holstebro, Zacho-Lind A/S fra Ishøj, Aarsleff Rail A/S fra Åbyhøj/Hvidovre – og en enkelt udenlandsk virksomhed; TBI Infra B.V. fra Holland.

- Vi er meget glade for, at der har været en så bred interesse for stibroerne, og virksomheder fra hele landet ønsker at byde på projektet, så vi har kunnet prækvalificere nogle meget kompetente folk, siger kontraktdirektør Henrik Christensen

En kombination af træ og stål
I prækvalifikationsrunden var stibroerne oprindeligt annonceret, så man kunne komme med tilbud på stibroer i både glasfiber og træ.

- Glasfiberbroen blev dog i sidste ende fundet for let set ud fra et totalsikkerhedsmæssigt synspunkt. Derfor lod vi runden gå om, og har kun prækvalificeret virksomheder til udførelsen af en træbro. Træ er den økonomisk mest forsvar-bare løsning til stibroerne. Samtidig kan træ give broerne det udtryk, vi ønsker, fortæller Henrik Christensen.

Stibroerne skal udføres med en overfladebehandlet stålunderbygning på borede betonfundamenter, men hele overbygningen skal udføres i træ. De skal være cirka 3,5 meter brede og have plads til både cyklister og fodgængere, så både entreprenører, tunnelarbejdere og lokale borgere kan komme nemt hen over motorvej og jernbane og rundt om anlægsområdet og tunnelelementfabrikken. Broen over motorvejen vil have en længde på ca. 50 m, og broen over baneterrænet vil have en længde på ca. 150 m.

Vinderen af udbuddet skal være fundet sidst på året, så arbejdet med broerne så småt kan sættes i gang inden jul. Førstebehandlingen af anlægsloven er på trapperne om få måneder, så Femern A/S fortsætter med de fremrykkede aktiviteter helt efter tidsplanen. Så området ved Rødbyhavn bliver forberedt og klart, så anlægsarbejdet med tunnel og portal kan igangsættes næste år, så snart anlægsloven er vedtaget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093