Mange vil være byggekoordinator
Næsten 200 unge har søgt om at komme ind på den nye byggekoordinatoruddannelse. 90 af disse er startet op i henholdsvis Aarhus, Esbjerg, Sønderborg, Odense og København.
De nye byggekoordinatorer vil kunne lede og koordinere en byggeproces ved fx at holde styr på tidsplaner og sørge for, at kontrakterne og budgetterne overholdes, og der leveres til tiden.
Forener økonomi og fagkendskab
Hos direktør og regionsformand i Dansk Byggeri Michael E. Anker fra tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn forventer man sig meget af de nye byggekoordinatorer.
- Uddannelsen forener forretningsforståelse og viden om det byggefaglige, og gør dermed dimittender i stand til at tænke forretning ind i alle faser af et byggeri. Det er der i høj grad brug for i branchen, siger Michael E. Anker.
De studerende er fortrinsvist unge, der har en erhvervsuddannelse, og der undervises blandt andet i kommunikation, ressourcestyring og jura. Efter det første år vælger de studerende en retning inden for entrepriseledelse, virksomhedsdrift eller bæredygtighed. Uddannelsen er på fuld tid, SU-berettiget og varer to år, inklusiv praktik.
Læs mere om uddannelsen hos Dansk Byggeri