23948sdkhjf

Reformens første nye skole

Sophieskolen bygges efter den nye skolereforms idéer. Første spadestik blev taget i august, og sagsarkitekt Nan Brøchner fra Tnt Arkitekter fortæller her om arkitekturen.
I 2016 står Danmarks første arkitekttegnede skole, Sophieskolen, bygget efter den nye skolereforms idéer, færdig i Guldborgsund. Tnt arkitekter og Creo Arkitekter står bag designet, og Akademisk Arkitektforening har talt med sagsarkitekt, MAA Nan Brøchner, om tankerne bag.

Hvilke særlige udfordringer er der med at designe en skole tilpasset den nye skolereform? Hvad skal rammerne på en skole kunne i 2014 sammenholdt med mere klassiske skole-strukturer?

- Skolereformen stiller store krav til fleksibilitet i brugen af rum. I industrisamfundets sad eleverne på en stol vendt mod læreren i 45 minutter ad gangen, enten i klassen eller i et faglokale. Alle lokaler havde et specifikt formål og kunne ikke rigtigt bruges til andet.

- Sådan er det slet ikke længere. I den ny skole behøver den ene dag ikke at ligne den næste. Eleverne deles i hold efter niveau, læringsstil eller interesse og vil indtage bygningerne på nye måder. Klasselokalet er stadig basis, men vil ikke blive brugt særligt længe ad gangen som samling for en klasse. Den dynamik har vi forsøgt at komme i møde på Sophieskolen, hvor klassen for eksempel kan åbnes ved hjælp af en foldevæg ud mod fællesarealerne, og der kan dannes grupper på tværs af klasser. Også de tilknyttede udearealer kan bruges, når vejret er til det.

Åbne rum skaber bevægelse
Mere bevægelse er et vigtigt element i den nye reform. Hvordan har I arbejdet med at integrere muligheden for fysisk aktivitet på Sophieskolen?

- På Sophieskolen opstår muligheden for bevægelse indendørs ved de mange nære fællesarealer i flere niveauer og det store ankomstområde, som er fælles for hele skolen. Steder, hvor der kan løbes, hoppes og klatres uden at forstyrre andre elever.

- Skolens hjerte er det store samlende fællesareal med mediatek, kantine, multisal og de mellemliggende torve. Mediateket er det nye skolebibliotek, men frem for at lægge det i et lukket rum har vi skabt et åbent landskab, som man vil passere på sin vej gennem huset, hvor det kan indbyde til ophold og stimulerer nysgerrigheden. I midten af det hele ligger multisalen, som kan bruges til bevægelse, musik, teater og samling, og omkring multisalen ligger to store læringstrapper, som skaber rumlig sammenhæng mellem de to etager og ved deres bredde indbyder til både ophold og bevægelse.

Bedre forbindelse til lokalmiljøet
Et andet vigtigt parameter i skolereformen er muligheden for at inddrage det omliggende lokalmiljø – skolen skal ud i samfundet, og samfundet skal ind i skolen. Hvad kan Sophieskolen?

- Den nye skole er placeret midt i det, der bliver Nykøbing Campus. Gymnasiet Katedralskolen, Erhvervsskolen CELF og SOSU Nykøbing ligger med Sophieskolen på et grønt, sammenhængende strøg med stiforbindelser. Skolen har som led i projektet Ny Nordisk Skole allerede et samarbejde med ungdomsuddannelserne, som vil blive styrket ved nærværet til de øvrige skoler.

- Derudover har vi placeret og udformet faglokalerne, så de kan anvendes på mange måder. Madkundskab er for eksempel indrettet i to madhuse med tilknyttede restauranttorve – de kan bruges til undervisning både i folkeskoleregi og aftenskole, men også som café’er ved arrangementer. Den sydligste have hedder ”alt godt til ganen”, og lige ud til madkundskab ligger nyttehaven med grønt og krydderurter.

- Endelig er naturfagene indrettet, så de tre lokaler er ens og kan bruges til alle de naturvidenskabelige fag efter lyst og behov. Sciencelokalerne suppleres af en balkon til udeundervisning og et indendørs torv, hvor eleverne kan udstille deres elevprojekter, eller hvor lokale virksomheder får mulighed for at præsentere sig.

Artiklen er venligst udlånt af Akademisk Arkitektforening
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125