23948sdkhjf

Nu overdækkes Tapperiet

Ungdomskulturhuset Tapperiet i Køge bliver nu overdækket med en græsklædt skal, som dæmper støjen fra husets mange aktiviteter.
Arbejdet med at støjrenovere Tapperiet på Køges Søndre Havn er nu i fuld gang.

Ungdomskulturhuset pakkes ind i en støjdæmpende skal, som vil mindske gener fra husets koncerter og andre arrangementer for områdets kommende beboere. Den arkitekttegnede trækonstruktion bliver beklædt med græs og kommer til at spille sammen med de første almindinger, der som grønne og blå bånd allerede om få år vil trække naturen ind i Køge Kysts første boligkvarter.

- Vi glæder os over, at det nu er lykkedes i et godt samarbejde mellem Køge Kyst, Køge Kommune og Realdania at finde en løsning, der gør det muligt at integrere en kulturinstitution som Tapperiet direkte i det første nye boligområde. Med liv og aktivitet, ungdom og kreativitet understøtter Tapperiet det byliv, som er så vigtigt både nu og i fremtiden, og som vi i partnerskabet om Køge Kyst vægter så højt.

Sådan sagde Realdania Bys adm. direktør Mette Lis Andersen, da hun på Realdanias vegne sammen med Køge Kommunes kulturudvalgsformand Anette Simoni og projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst stak spaden i jorden ved et officielt arrangement foran Tapperiet på Køges Søndre Havn mandag den 18. august.

Ekspolsionsfare bestemte materialevalg
Søndre Havn har gennem et århundrede fungeret som industrihavn, og Tapperiet er en gammel tappehal, der blev bygget for at tappe
Kosangas på flasker.

- Årsagen til, at Tapperibygningen var så dårlig til at holde på lyden, var fordi den oprindeligt var bygget med meget lette materialer, så der ville ske mindst mulig skade ved en gaseksplosion. Taget ville ryge af og væggene falde ud til siden. Men det gjorde altså også, at lyden nemt slap ud og derfor blev det nødvendigt at støjisolere så grundigt, forklarede kulturudvalgsformand Anette Simoni i sin tale og udtrykte glæde over den nye løsning, som hun betegnede som et arkitektonisk meget spændende byggeri.

Ombygningen, som vil koste cirka 11 millioner kroner, forventes færdig i slutningen af 2014. Køge Kommune, Realdania og Køge Kyst finansierer hver en tredjedel af udgifterne til projektet.

Fakta om overdækningen
Den græsbeklædte overdækning af Tapperiet er tegnet af tegnestuen Vandkunsten a/s og projekteret af det rådgivende Ingeniørfirma Moe med Grontmij, Acustica og Leandesign som underrådgivere. Køge Kommunes Anlægsafdeling fungerer som bygherre. Foruden trækonstruktionen monteres særlige lyddøre, -sluser og -vinduer på bygningen, så lyden holdes inde. Lydslusen vil også kunne bruges som opholdssted for koncertgæster og til andre aktiviteter i dagtimerne som for eksempel øvelokale for lokale bands.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079