HG Electric bygger nyt hovedkontor
Allerede inden jul forventer administrerende direktør i HG Electric, Brian Enevoldsen, at tage firmaets nye hovedkontor på havnen i Frederikshavn i brug. Den 4. september er der rejsegilde i den 600 m² store bygning.
2
Billeder
Administrerende direktør Brian Enevoldsen glæder sig til at holde rejsegilde torsdag 4. september.
Det er Arkinord i Frederikshavn, som har tegnet HG Electrics nye hovedkontor, som domineres af beton og glas, men hvor den røde kasse er en spændende kontrast. Desuden binder en hvid kant hele bygningen sammen.
Succes bag nybyggeri
HG Electric er et 100 procent dansk aktieselskab, der siden etableringen i 2004 har været en del af den norske koncern Hareid Group, som omfatter 16 selskaber. Indtil 2012 satsede HG Electric udelukkende på den maritime branche. I 2012 udvidede HG Electric sine aktiviteter til også at omfatte elektriker-arbejde på land. Det skete i første omgang med en afdeling i Grønland, og sidste år kom Danmark med, og her er man allerede oppe på 18 medarbejdere.
- Det har været en succes at sætte fødderne i den danske muld, og det er grunden til, at vi bygger nyt. Vores nuværende lokaler er for små. Vi har desuden store forventninger til havneudvidelsen i Frederikshavn, og det er forklaringen på, at vi har valgt at blive på havnen, forklarer Brian Enevoldsen.
Landsdækkende samarbejde
En af HG Electrics første store ordrer på land i Danmark var el-arbejdet i den nye Netto-forretning ved Iscenter Nord i Frederikshavn. Det gik så godt, at entreprenøren LM Huse har valgt at fortsætte samarbejdet med HG Electric.
- Jeg praler med, at vi i øjeblikket er landsdækkende. Vi har lige nu folk ude i Viborg, Viby, Benløse og København. Vi sætter en ære i at betjene entreprenørerne korrekt og ordentligt, for så vender de tilbage senere, smiler Brian Enevoldsen.
Samarbejdspartner bag domicilbyggeri
Det er Richardt Thomsen fra Brønderslev, én af HG Electrics efterhånden mange samarbejdspartnere, som bygger firmaets nye hovedkontor i Frederikshavn.
Richardt Thomsen har netop bygget ny Skoda-forretning i Hjørring, og her var det HG Electric, som havde ansvaret for den fulde el-entreprise, inklusiv smart belysning, solenergi, alarm og overvågning.
Tidligere på året gik HG Electric også ind på markedet for alarmer og overvågning. Det være sig indbrudsalarm, videoovervågning, tågesikring og røgalarm.