Nyt sundhedshus inviterer indenfor
Opførelsen af det nye Sundhedshus Sæby nærmer sig vejs ende. Den 1. september kan man se nærmere på det 2.800 kvadratmeter store sundhedsbyggeri.
Byggeriet af det nye sundhedshus i Sæby har gået slag i slag, siden der blev taget 1. spadestik den 20. august 2013. Den 30. oktober var byggeriet nået så langt, at der kunne afholdes rejsegilde, og nu er man så klar til at invitere borgerne velkommen - i hvert fald i en del af huset.
Det er nemlig kun den kommunale del af sundhedshuset, som tages i brug fra 1. september. Region Nordjylland mangler stadig at indgå aftaler med praktiserende læger til den anden del af huset.
Byggeriet er gennemført med HP Byg fra Aalborg som totalentreprenør. Med i deres team er KPF Arkitekter A/S og COWI A/S som underrådgivere.
Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland står i fællesskab bag sundhedshuset i Sæby. Den formelle ramme om samarbejdet mellem kommune og region er det selskab - Sundhedshus Sæby I/S - som parterne har stiftet til at stå for etablering og den fremtidige drift af det knap 2.800 kvadratmeter store sundhedshus.
Original artikel: http://www.saebyavis.dk/2014/08/23/sundh...