23948sdkhjf

Specialisering sikrer nyt overskud

Vækst og nyansættelser præger udviklingen hos Linolie Døre & Vinduer i Bøvlingbjerg.
- Vi er ikke billige, og bliver det heller aldrig. Men vi opererer i en niche, hvor der er behov for en fabrik som vores.

Leo Holm Madsen var ikke i tvivl om Linolie Døre & Vinduers berettigelse, da han i fjor fremlagde et mindre overskud for regnskabsåret 2012 – virksomhedens første ovenpå en række fejlslagne dispositioner, der endte med at tage livet af vinduesfabrikken med speciale i koblede vinduer.

Sammen med to tidligere medarbejdere og en ekstern investor startede Leo Holm Madsen forfra og kan nu glæde sig over et samlet overskud på godt 1 mio. kr. før skat i de første to regnskabsår. I 2013 er resultatet et plus på 0,41 mio. kr. efter et år, hvor der er brugt væsentlige midler på at opruste i bemandingen.

- Det er ekstremt tilfredsstillende, siger Leo Holm Madsen til Building Supply om regnskabet og glæder sig ikke mindst over, at det er lykkedes at vende udviklingen uden at låne en eneste krone.

- Vi har fået godt gang i eksporten og har samtidig skærpet vores produkter. Vi har gang i hjulene og forventer yderligere 30-40 pct. vækst i omsætningen i år og en væsentlig bedre bundlinje end i 2013, fortsætter han.

Alene i år er der ansat en lille håndfuld nye medarbejdere, hvilket bringer den samlede bemanding op på 15.

Har valgt den rette vej
Den positive udvikling skal ifølge Leo Holm Madsen ses i lyset af en stigende efterspørgsel på kreative løsninger. Ejere af ældre ejendomme bliver mere og mere opmærksomme på at genskabe det oprindelige arkitektoniske udtryk – suppleret med energimæssige tiltag – og her står Linolievinduet stærkt i kampen om kunderne:

- Alt står som håndmalet og håndkittet, og nogle gange er vi sågar oppe at bruge mundblæst glas importeret fra Frankrig. Der bliver flere og flere af den type kunder, og derfor tror jeg, at vi – med den maskinpark og de kompetencer, vi besidder – har valgt den rette vej.

- Der er ingen tvivl om, at der bliver mere og mere plads til os, og mindre plads til dem, der laver den firkantede kasse, som alle andre i princippet også kan lave. Mange har industrialiseret deres produktion, mens vi er gået endnu længere i den anden retning, siger Leo Holm Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094