Flere boligplaner hos Thisted Bolig
Boligforeningen går både med byggeplaner og tanker om at overtage kommunale bygninger og her indrette boliger.
Køb af kommunale ejendomme er på dagsordenen, når hovedbestyrelsen i Thisted Bolig mødes næste gang den 12. august.
Boligselskabets idé er at overtage kommunale ejendomme – både eksisterende udlejningsejendomme og gamle administrationsbygninger - og her indrette boliger med en tidssvarende standard.
- Det vil undre mig meget, hvis det ikke ender med, at vi overtager en del af boligerne. Men det er klart, at der skal være fornuft i det, og hvor mange og hvilke ejendomme, der bliver tale om, det ved jeg ikke, siger formanden for Thisted Boligs hovedbestyrelse, Grethe Andersen, om det forestående møde til Nordjyske.dk.
Køb er ikke eneste vej, Thisted Bolig har tænkt sig at gå for at udvide antallet af boliger. På en grund mellem Munkevej og Kastet i Thisted har foreningen planer for nyt boligbyggeri.