23948sdkhjf

Byggebranchen ruster sig til korrekt isolering af rør

Isolering af rør skal forhindre, at varmen fosser ud af rørene med energispild og en eksploderende varmeregning til følge. Men danske isolatører kæmper ofte med pladsproblemer, når de skal isolere vand- og varmerør som loven foreskriver det. En ny afstandsskive er det enkle værktøj, der skal gøre det nemt at opsætte rør korrekt og isolere efter alle kunstens regler.
Bygningsreglementet kræver, at rør til centralvarme og til koldt og varmt brugsvand isoleres i henhold til DS 452 ’Termisk isolering af tekniske installationer’. Det er derfor vigtigt, at rørene monteres, så der både er plads til isolering med den foreskrevne tykkelse og til, at isolatørerne kan udføre deres arbejde.

En nyudviklet afstandsskive af pap, som rørlæggerne sætter omkring rørene, er en meget anvendelig low tech-løsning på det velkendte problem med mangelfuld isolering.

Husk skiven
Hvor DS 452 er den tekniske standard, der indeholder beregninger og definerer grundlaget, udgav Dansk Standard i 2004 vejledningen DS/INF 152, der udmønter beregningerne og oplister de lovpligtige afstande. Dermed blev det nemmere at overholde DS 452 i praksis. Den nye afstandsskive er kronen på værket, mener Lars Ravn-Jensen.

- Skiven skærer helt bogstaveligt ud i pap, hvor meget luft der skal være mellem rørene og mellem rør og vægge og lofter for at der er plads til korrekt isolering og rørlægning. Nu behøver man hverken have regnemaskine, tommestok eller standarder med i værktøjskassen – blot man husker skiven, siger han.

Skiven gør hverdagen nemmere
Niels Hansen er regionschef i Norisol, der er en af de førende leverandører af teknisk isolering i Norden. Han har repræsenteret DIB – Danske Isolatørers Brancheforening - i arbejdet med afstandsskiven og mener, at den kan være med til at højne standarden i hele isoleringsbranchen.

- Vi skal passe på energien herhjemme, og her kan skiven hjælpe. Men det handler også om at undgå konflikter på byggepladsen. Med skiven kan alle se, hvor meget rørene med isolering vil komme til at fylde. Dermed slipper smedelærlingene for at få skæld ud, fordi der ikke er plads nok, vi bliver fri for at diskutere, og vi undgår problemer, der kan stoppe eller forsinke byggeriet. Skiven vil gøre hverdagen nemmere for alle parter, siger Niels Hansen.

Sikrer den faglige stolthed
Som underentreprenører kommer isolatørerne ofte i klemme, mener Niels Hansen.

- Isolatørerne er ofte blandt de sidste på byggepladsen, hvor pladsen er brugt. Så må vi gå på kompromis. – og det dur ikke, slet ikke med de stigende energipriser. Men det handler også om faglig stolthed. Vi vil jo gerne gøre det helt korrekt, det er det vi har stået i lære for. Det er utilfredsstillende, når der ikke er plads til korrekt isolering, og derfor støtter vi skiven og oplysningskampagnen, siger Niels Hansen.

Plads til monteringen – plads til isoleringen
Afstandsskiven lanceres i forbindelse med en oplysningskampagne, der under sloganet ’Plads til monteringen – plads til isoleringen’ skal sikre korrekt rørisolering i dansk byggeri.

Afstandsskiven er udviklet af en arbejdsgruppe under Dansk Standards udvalg for termisk isolering, der også står bag DS/INF 152 og kampagnen ’Plads til montering – plads til isolering’.

Kilde: Dansk Standard

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078