Palm City-ejere slipper for erstatningskrav
Landsretten mener ikke, Otto Stavad og Siggi Strandeng skal betale millionerstatning til investorerne - byretten havde en anden mening
2
Billeder
Siggi Strandeng (til venstre) og Otto Stavad er ved landsretten blevet frikendt i erstatningssagen. I byretten var de ellers blevet dømt til at betale en erstatning på 1,5 millioner kroner til den italienske finansmand Luigi Lando. (Arkivfoto: Peter Broen)
Det har Vestre Landsret tirsdag fastslået.
I en civil sag ved Retten i Hjørring blev makkerparret i marts 2013 ellers dømt til at betale 1,5 millioner kroner i erstatning.
- Jeg synes, at det var dybt urimeligt, at vi blev dømt i første omgang, men jeg er glad for, at det kapitel nu er afsluttet, så vi kan bruge vores kræfter på alt muligt andet, siger Otto Stavad til NORDJYSKE.
Udover det faktum, at Siggi Strandeng og Otto Stavad frifindes, så betyder dommen også, at Luigi Lando skal betale sagsomkostningerne - både fra byret og landsret. Det beløb sniger sig op over 250.000 kroner.
En risikofyldt investering
Golfprojektet Palm City nord for Frederikshavn var tænkt stort, da det i starten af 2007 blev præsenteret.
Golfbane, centerbygning, badeland, 700 ferieboliger - og et samarbejde med golflegenderne Tiger Woods og Greg Norman var blot nogle af ingredienserne i det ambitiøse projekt.
Desværre lukkede finanskrisen hurtigt luften ud af ballonen, og derfor blev mændene bag - Stavad og Strandeng - hurtigt pressede på økonomien.
Derfor indgik de i oktober 2009 en aftale med det australske selskab Evolution Golf Group.
Det australske selskab skød penge i projektet - mod udsigt til en gigantisk gevinst på halvdelen af fortjenesten - op mod 28 millioner euro. Altså hvis planerne blev realiserede.
Kort efter var kassen dog tom igen - og derfor formidlede Evolution Golf Group en kontakt til Luigi Lando.
Han ydede i februar 2010 Palm City to lån på sammenlagt 125.000 euro, der et halvt år senere skulle betales tilbage med et tillæg på 75.000 euro.
Krav på godt 2 millioner kroner
Da Palm City krakkede, forsøgte Luigi Lando og Evolution Golf Group at gøre Stavad og Strandeng personligt ansvarlige for deres tab.
Et samlet krav på 300.000 euro - svarende til godt 2,2 millioner kroner - blev fremsat.
Jens Stadum - advokat for Stavad og Strandeng - har dog hele tiden ment, at der ikke var noget at komme efter.
- De er ikke blevet snydt. De har hele tiden vidst, hvad det her drejede sig om.
- De var klar over, at de skulle holde liv i det her selskab for at score en gevinst på et senere tidspunkt, forklarer Jens Stadum.
I forbindelse med landsretssagen var det i øvrigt Luigi Lando, der stod som sagsøger på det samlede beløb.
Han havde nemlig fået overdraget kravet fra Evolution Golf Groups, der i mellemtiden er blevet opløst.
En total vending
At landsretten helt har frifundet Stavad og Strandeng - og dermed konkluderer helt modsat af Retten i Hjørring - overrasker egentlig ikke Strandeng, Stavad og Stadum.
- Nu kender jeg jo ikke landsrettens begrundelse endnu, men det her handler jo dels om beviser og dels om et skøn. Der er ikke en facitliste, som man kan slå op i, og sådan en vurdering kan sagtens foretages anderledes i landsretten end i byretten, siger Jens Stadum.