Lille fabrik med stor fremgang
Spærproducenten Woodcon beskæftiger nu 18 ansatte og yderligere oprustning kan være på vej.
Ifølge direktør Gert Nordingsgaard, der ejer Woodcon sammen med Klaus S. Berthelsen, er det en fokuseret indsats på flere fronter, som har skabt grundlag for den positive udvikling. Mange års erfaring fra branchen, kombineret med et effektivt setup på fabrikken i Bryrup, har sikret virksomheden et solidt kundegrundlag i lokalområdet.
WoodCon beskæftiger i dag 18 ansatte, og med den aktuelle fremgang er der overvejelser om yderligere oprustning.
- Sidste år udvidede vi med kviste og fordoblede vores produktionskapacitet, så rammerne er på plads. Vi har allerede en god position i vores lokalområde, men vil gerne have fat i en større del af Danmark. Lykkes det, får vi brug for både teknikere, sælgere og produktionsfolk, siger Gert Nordingsgaard og understreger, at det langt hen ad vejen handler om kendskabsgrad.
- Selvom Klaus og jeg er kendte ansigter i branchen, skal vi vedvarende ud med budskabet om, at Woodcon er kommet til som en seriøst konkurrent til større spillere i markedet, siger Gert Nordingsgaard.
Fra 2012 til 2013 lykkedes det imidlertid at øge omsætning og bruttofortjeneste med henholdsvis 25 pct. og 70 pct., og tager man højde for, at regnskabsåret 2012 dækker en periode på 14 måneder, er udviklingen endnu mere markant; henholdsvis 45 pct. og 98 pct. En stor tillid fra virksomhedens finansielle samarbejdspartnere har medført, at der i 2013 blev stillet yderligere ansvarlig lånekapital til rådighed. Egenkapitalen inklusiv ansvarlig lånekapital udgjorde således 1,4 mio. kr. ved regnskabsårets afslutning.