Specialdesignede gulve på første parket i dansk byggeri
Individuel luksus er i høj kurs hos danske boligejere, når friværdien omsættes til renoveringer af boligen. Derfor designer flere og flere danske arkitekter specialløsninger til boligindretningen, og netop nu oplever danske Woodfloor en markant øget interesse for individuelle gulve i træ.
- Det er helt vildt. Vi har over de sidste fem år oplevet næsten en fordobling i interessen for specialløsninger til private hjem. Det kan virkelig mærkes, at danske arkitekter opfordrer boligejerne til at lade trægulvet sætte et særligt fingeraftryk på boligen, fortæller Henrik Andersen, direktør i Woodfloor.
Danske Woodfloor oplever i disse år en markant vækst i interessen for specialdesignede luksusgulve i træ. Eksempelvis er dekorationer populære som utraditionel udsmykning.
Dekorationer i snedkerkvalitet
Ifølge Henrik Andersen står ønsket om at sætte et helt personligt præg på hjemmet højt på dagsordnen hos boligejerne, og derfor foreslår mange arkitekter for eksempel at integrere dekorationer i trægulvet i villaens hall eller herskabslejlighedens lange gangareal.
- Den slags dekorationer tager tid og kræver et sirligt snedkerarbejde, men de er populære som en utraditionel og personlig udsmykning, forklarer han.
Renæssance til klassiske mønstre
Også gulve lagt i mønstre er populære, fordi de giver arkitekten en effektfuld mulighed for at skabe individuelle løsninger i den enkelte bolig. Henrik Andersen fortæller, at blandt andet det klassiske sildebensparket har oplevet en renæssance, ligesom også stige- og rudemønstre er populære.
- Tidligere ville mange boligejere kun have brede planker eller traditionelt parket, men blandt andet rudemønstret har vundet indpas i de seneste år, fordi mønstrets små, afgrænsede firkanter peger i flere retninger og skaber variation i modsætning til andre gulves lange lige linier.
71.000 klodser på 400 kvadratmeter
Variation var også kodeordet, da Woodfloor for nylig leverede gulvet til en stor atelierlejlighed. Lejlighedens eneste rum bød på en 400 kvadratmeter stor gulvflade, og valget faldt på et klodsegulv, der for alvor understreger rummets størrelse med smukke nuancer.
- Klodserne er skåret mod træets åreretning, så der i hver eneste klods skabes et smukt mønster, som spiller i dagslyset. Derfor skaber gulvets mere end 71.000 klodser tilsammen tusindvis at bitte små variationer i den store egetræsflade, forklarer Henrik Andersen.
Kilde: Woodfloor - www.woodfloor.dk