23948sdkhjf

Kickstart til Viborg Baneby

Udviklingen af Viborg Baneby til en bæredygtigt og levende bydel rykker nærmere. Med 67 mio. kr. er finansieringen af ”Banebroen”, som skal forbinde Viborg Baneby med midtby, på plads.
"Banebroen" er navnet på den nye forbindelse, der skal skabe sammenhæng på tværs af banen og ændre Viborg Baneby fra et isoleret forstadsområde til en levende, banebrydende og bæredygtig bydel. Idéen om banebroen har afsæt i byplankonkurrencen om Viborg Baneby, som Realdania og Viborg Kommune sammen udskrev i 2012.

Viborg Kommune har netop afsluttet en forundersøgelse, der dokumenterer banebroens afgørende betydning for private investeringer i Viborg Baneby.

- Omdannelsen af Viborg Baneby har vital betydning for en fortsat succesfuld fornyelse og bæredygtig udvikling af Viborg by og kommunen som helhed. Forundersøgelsen dokumenterer, at Banebroen vil kickstarte denne omdannelse, og at området med Banebroen får større værdi og bliver attraktivt for investeringer. Derfor er jeg utrolig glad for, at Realdania har udvalgt vores projekt til at modtage støtte, siger borgmester Søren Pape Poulsen.

Forundersøgelsen er gennemført med støtte fra Realdania under initiativet "Kickstart Forstaden version 2.0" og Realdania har nu på baggrund af denne besluttet at støtte Banebroen med 25 millioner kroner. Sammen med de 42 millioner kroner, Viborg Byråd i forvejen har bevilget, er finansieringen af den nye forbindelse dermed på plads.

Læs også: Tre byer fornyer forstæderne

- Realdania har med stor interesse fulgt arbejdet med forundersøgelsen i Viborg. Den viser, at koblingen af Banebyen til bymidten med en velplaceret og byrumsmæssig bro ser ud til at kunne give dét fornødne skub, der gør Banebyen attraktiv for investorer. Vi oplever, at der fra kommunens side er stor vilje til at skabe de bedste betingelser for en byudvikling ved stationen. Vi ser frem til det videre samarbejde, hvor banebroen skal designes og indpasses i forhold til de øvrige aktuelle planer i området. Viborg Kommune og Realdania vil nu sammen tilrettelægge en proces for projektet, hvor det skal sikres at broen får den ønskede effekt og rette udformning. Det er forventningen, at broen vil kunne stå færdig i 2017/2018, udtaler programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen i forbindelse med valget af Viborgs projekt.

Forundersøgelsen om Viborg Banebro findes på projektets hjemmeside

Fakta om Viborg Baneby
Viborg Baneby omfatter et stort byområde syd for Viborg station, herunder erhvervsområdet omkring Marsk Stigs Vej og Erik Glippings Vej. Området er attraktivt blandt andet på grund af sin nærhed til stationen, handelscentret, det historiske bymiljø og de naturskønne arealer ved Søndersø. Viborg Byråd vedtog i 2013 en helhedsplan for området.

Etablering af en cykel- og gangbro hen over baneterrænet er en væsentlig del af planerne for Viborg Baneby. Da der bliver direkte adgang fra broen til togperronen, indrettes broen med mulighed for ophold, billettering og information om kollektiv trafik. Dermed vil banebroen fungere både som en forbindelse over jernbanen og som et attraktivt og aktivt byrum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078