23948sdkhjf

Bestyrelse vil skabe klart grundlag for problemramt havne-udvidelse

Den storstilede udvidelse af Hanstholm Havn, som har vist sig langt dyrere end ventet, bliver nu vendt og drejet af havnens nye bestyrelse - flere fakta skal på bordet før der træffes en beslutning.
Sidste år måtte licitationen på den ambitiøse udvidelse af Hanstholm Havn aflyses, da de billigste entreprenørtilbud lød på 875 millioner kroner – 425 millioner kroner over bygherreoverslaget.

Læs mere: Hanstholm Havn aflyser licitation

Nu vil Hanstholm Havns nye bestyrelse bruge resten af 2014 på at skabe et velbelyst og realistisk beslutningsgrundlag, så kommunalbestyrelsen i Thisteds endelige beslutning om en udvidelse af havnen kan træffes på et objektivt grundlag. Det oplyser Hanstholm Havns bestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Den overordnede vision for udvidelsen af Hanstholm Havn er glimrende, og bestyrelsen vil gøre alt for at realisere den. Men det er samtidig vores opgave at være objektive og realistiske i forhold til at finde ud af, om projektet reelt kan realiseres. Bestyrelsen er imidlertid enig om, at den vurdering kræver, at der kommer flere fakta på bordet, siger bestyrelsesformand Martin Vestergaard efter de første møder i den nye bestyrelse.

- Vi er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. For havnens rådgivere og tilbudsgiverne ved licitationen kan jo ikke begge have ret, når den ene siger, at ydermolerne kan bygges for ca. 500 millioner kroner, mens den anden part siger, at det vil koste mellem 875 og 960 millioner kroner, siger Martin Vestergaard med henvisning til det overraskende resultat af licitationen på havneudvidelsens første etape i efteråret 2013.

Vil vende hver en sten
Den nye havnebestyrelse vil se på, hvilke forudsætninger der er arbejdet ud fra i projektbeskrivelsen og i selve licitationsprocessen.

- Skal havneudvidelsen realiseres, kræver det, at Thisted Kommune involverer sig økonomisk. Og vores ambition er at skabe et kvalificeret og realistisk beslutningsgrundlag for kommunens politikere, når de skal beslutte, om de som havnens ejere vil gå videre med projektet. Her handler det om, hvor risikovillig man er, og derfor skal kommunen have et præcist billede af, hvad man eventuelt forpligter sig til, hvilket projekt man kan få, og hvilken risiko der er forbundet med projektet, siger Martin Vestergaard.

Som led i bestyrelsens afdækning har det underudvalg, der arbejder med projektet, indkaldt den hidtidige rådgiver Grontmij til møde den 26. juni 2014.

For ikke at fokusere ensidigt på havneudvidelsen vil man også bruge resten af 2014 på at arbejde med den eksisterende havns økonomi og organisering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083