Unilite flytter og udvider
Produktions- og udviklingsvirksomheden Unilite A/S, der har specialiseret sig inden for ovenlysløsninger, flytter i påsken 2015 over 40 arbejdspladser til Snæbum i Mariagerfjord. Samtidig varsler man vækst og nyansættelser.
- Den positive udvikling gør det nødvendigt at tænke langsigtet på produktionsfaciliteter, der i højere grad understøtter Unilites strategier for fremtiden og målet om at styrke vores markedsposition. Vi har derfor besluttet at samle trådene mere permanent i faciliteter, der matcher Unilites fremtidsplaner, fortæller den ene af ejerne Tina Juul Christensen.
Det er i de tidligere lokaler for virksomheden DS Fabrin, at Unilite A/S slår sig ned om lidt under et år. Her vil fokus være på bæredygtige og innovative ovenlysløsninger, samtidig med, at man strategisk vil arbejde på at skabe løsninger til et sundere indeklima for både private og i erhvervsbygninger.
Nyansættelser & vækst
Unilite, der ejes af Torben Christensen og Tina Juul Christensen, beskæftiger i dag i alt 42 medarbejdere i Hedensted.
Alle nuværende medarbejdere er blevet tilbudt at flytte med til de nye faciliteter i Snæbum, og ledelsen vurderer allerede nu, at man på grund af fremtidig yderligere vækst, samt flytningen til Mariagerfjord, får brug for flere medarbejdere inden for en række funktioner som blandt andet produktion og udvikling.
Unilite udvider derfor deres medarbejderstab, og under løbende ansættelser de næste 12 mdr. gør man opmærksom på, at arbejdspladsen frem til påske 2015 vil være i Hedensted, hvorefter arbejdspladsen ændres til Snæbum. Både nuværende og fremtidige medarbejdere har således mulighed for at indstille sig på den nye lokalitet.