Vinduesgigant fortsætter positiv udvikling
Vinduesgiganten VKR Holding nåede i 2006 en omsætning på 16,7 mia. kr. og nåede således en vækst på 17 pct. i forhold til året før. Specielt facadevinduer, termisk solenergi og ovenlysvinduer voksede stærkt på de europæiske markeder.
Nettoomsætningen steg med ca. 17% til 16,7 mia. kr., mens resultatet efter skat blev 1.864 mio. kr.m hvilket er i niveau med året før.
Boligbyggeri og renovering i gunstig udvikling
Markedsforholdene var meget gunstige på de fleste europæiske markeder i 2006, bl.a. med en positiv udvikling inden for boligbyggeri og renovering i Norden. Det tyske marked viste for første gang i flere år en lille vækst. Derudover var der god efterspørgsel på markederne i Storbritannien, Irland og Frankrig. Samtidig var der dog betydelige stigninger i priserne på de væsentligste materialer, som træ, glas, aluminium og kobber.
- Vi har samlet set oplevet en god omsætningsvækst på 2,5 mia. DKK, som altovervejende er fra organisk udvikling. Specielt facadevinduer og termisk solenergi voksede stærkt, og også ovenlysvinduer viste god fremgang i 2006, siger adm. direktør Leif Jensen, VKR Holding og fortsætter:
- 2006 har vi igen satset på at styrke vores markedspositioner og langsigtede konkurrenceevne. I den forbindelse har vi foretaget store investeringer, herunder også i udviklingsaktiviteter. Vi vurderer, at vores markedspositioner inden for såvel ovenlysvinduer og skylights, facadevinduer som termisk solenergi er styrket i 2006.
Forventninger til 2007
- Vi forventer, at konjunkturerne overordnet set fortsat vil være gunstige, men der er en risiko for, at der i løbet af 2007 vil være en begyndende afmatning. For det samlede konjunkturbillede er det vigtigt, at den positive udvikling i Tyskland fortsætter. Vi skønner på nuværende tidspunkt, at resultatet i 2007 vil blive på samme niveau som i 2006, afslutter Leif Jensen.
VKR Holdings mission er som industriel investor at eje og udvikle virksomheder, der bringer dagslys, frisk luft og bedre miljø ind i menneskers hverdag. VKR Gruppens virksomheder er aktive i mere end 40 lande og har produktion i 14 lande. Omkring 90% af omsætningen finder sted uden for Danmark, mens 35% af de i alt ca. 15.000 arbejdspladser er i Danmark.
Kilde: VKR Holding / http://www.vkr-holding.com