23948sdkhjf

Bellahøj renoveres for milliardbeløb

Henning Larsen Architects står i spidsen for det team, der er kåret som vinder af konkurrencen om en helhedsplan for den omfattende renovering af landets første højhuse.
De fire boligorganisationer bag Bellahøj – AAB, AKB København, FSB og SAB – har udpeget et team bestående af Henning Larsen Architects, Erik Møller Arkitekter, Orbicon, GHB Landskabsarkitekter og Rekommanderet som vinder af den overordnede konkurrence om Bellahøj. De bliver dermed rådgivere for en samlet helhedsplan til i alt 1,1 mia. kr.

Den gennemgribende renovering omfatter ikke alene Bellahøjs ikoniske bygninger, men også en bearbejdning af det omgivende landskab. Visionen er, at Bellahøj skal genskabes som et boligområde med en stærk identitet, hvor beboerne er stolte af at bo, og hvor andre drømmer om at flytte hen.

Byggedirektør i KAB og formand for bedømmelseskomitéen, Rolf Andersson, udtaler på vegne af en enig komité:

- Med det vindende forslag er der skabt en strategi, der angiver de overordnede retningslinjer for renoveringen, og som vil være styrende for, hvordan de mange udfordringer, der fortsat skal håndteres og bearbejdes med bygherregruppen, Kulturstyrelsen, Københavns Kommune, beboerne og totalrådgiverne, bliver løst.

Fokus på bevaring af arkitektoniske værdier
Såvel Kulturstyrelsen som Københavns Kommune har udpeget Bellahøj til at have stor kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Det har derfor været vigtigt at gøre boligerne tidssvarende og attraktive for nuværende som kommende beboere uden at gå på kompromis med nuværende kvaliteter.

Det er ifølge dommerkomiteen lykkedes til fulde i vinderprojektet, hvor alle bygninger analyseres systematisk. For at skabe en entydig forståelse i arbejdet med selve renoveringen – som skal varetages af forskellige boligforeninger og rådgivere – introduceres desuden et planlægningsredskab, som også i fremtiden vil sikre værdierne i Bellahøj.

Renoveringen af Bellahøj forventes at gå i gang i starten af 2016. Projektet kickstartes med forbedringer, der kan gennemføres uafhængigt af bygningsrenoveringen. På den måde vil beboere og andre brugere af området opleve en positiv udvikling allerede i projektets indledende faser.

Bellahøj er opført i 1951-57 som Danmarks første højhuse af henholdsvis Boligselskabet AKB, København, SAB, AAB og FSB. KAB administrerer Boligselskabet AKB, København og SAB og er byggeforretningsfører for den overordnede helhedsplan.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094