23948sdkhjf

De 120 farligste bunkers på Vestkysten snart væk

Arbejdet med at fjerne de farlige bunkers langs Vestkysten lakker mod enden. Der arbejdes nu på højtryk ved Fjand i Holstebro Kommune.
I disse dage arbejdes der på højtryk, for at få de sidste bunkers ved Fjand i Holstebro Kommune ryddet af vejen. Men disse bunkers ligger i vandkanten og ude i havet og er ganske udfordrende for dykkere og sprængningseksperter, der skal sprænge dem i mindre stykker før den endelige nedknusning.

Herefter mangler der blot fire bunkers i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kysten klar til sommergæster
Arbejdet med at fjerne bunkers startede juli i fjor, og efter en vinterpause er projektet nu ved at være så langt, at Vestkysten er klar til at tage imod sommerens turister.

- Jeg er utrolig glad for, at vi før badesæsonen for alvor går i gang har fået ryddet 120 af de farligste bunkers væk. Det er vigtigt, at vores turister og gæster kan føle sig trygge, når de benytter sig af vores kyster og nyder vores smukke natur, siger formand for Teknisk Udvalg, Holstebro Kommune, Gubber Leif Kristensen.

600 bunkers langs kysten
I de tilfælde, hvor der fremover konstateres bunkers med farlige pigge, har Kystdirektoratet indgået den aftale med de respektive kommuner og Naturstyrelsen, at Kystdirektoratet får indberetninger med den nøjagtige placering. Herefter vil Kystdirektoratet så vidt muligt sørge for, at de farlige jernpigge bliver fjernet.

- Hvis vi selv finder en bunker med synlige jernpigge eller får en melding fra kommunerne eller Naturstyrelsens folk, så kontakter vi en entreprenør, der med det rette udstyr kører ud og fjerner det strittende og farlige armeringsjern, fortæller kommunikationschef, Ole Navntoft fra Kystdirektoratet.

Der er registret ca. 600 bunkers fra anden verdenskrig på strandene ved den jyske vestkyst, og det har kostet cirka 12 millioner kroner at fjerne de 120 farligste af slagsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203