Expan er landets første betonproducent med Indeklimamærke
Expan har som den første betonproducent netop opnået Indeklimamærket. Mærkningen indebærer omfattende dokumentation for betonens lugt, afgasning og partikelafgivelse og gennemhuller myten om, at beton er skyld i dårligt indeklima.
Ordene falder efter, at Expans elementer af beton og letklinkerbeton netop har gennemgået en omfattende test hos Dansk Indeklima Mærkning, som er placeret under Teknologisk Institut. Gennem 30 dage er prøver af Expans produkter målt i et klimakammer og analyseret for aldehyder, ammoniak og flygtige organiske forbindelser.
Derudover er lugten fra betonprøverne bedømt i en sensorisk test. Luft fra klimakammeret er ganske enkelt opsamlet efter henholdsvis 5 og 21 døgn og derefter vurderet af et panel på 20 personer.
Resultaterne af disse undersøgelser levede op til alle Indeklimamærkets krav i den bedste klasse, og Expan kan derfor som den første betonproducent sætte Indeklimamærket på sine elementer.
Elementer af beton og letklinkerbeton fra Expan har netop fået det blå stempel af Dansk Indeklima Mærkning. Bedst mulige resultat
Konkret viste testen, at den såkaldte tidsværdi, der angiver, hvor lang tid et materiale er om at afgive stoffer og partikler, var det lavest mulige. Expans elementer var nemlig allerede efter 10 døgn under de tilladte grænseværdier,
- For vægelementer tillader vi en tidsværdi på op til 100 døgn, så testresultatet er meget flot. Og da der altid vil gå mere end ti dage, fra elementerne monteres, til beboerne flytter ind, er koncentrationen af alle stoffer ubetydelige, når bygningen tages i brug, siger civilingeniør og ph.d. Thomas Witterseh fra Dansk Indeklima Mærkning.
Stigende interesse for indeklima
Foruden dokumentation for afgasning og partikelafgivelse stiller indeklimamærkningen krav om, at producenten udarbejder udførlige vejledninger om optimal transport og vedligeholdelse af materialet. Også på det punkt lever Expan op til Dansk Indeklima Mærknings høje krav.
- Mærket er på denne måde en hjælp til bygherrer, rådgivere og arkitekter, som hermed får sikkerhed for et sundt indeklima i den færdige bygning, hvis de vælger materialer med Indeklimamærket. Derfor oplever vi i Dansk Indeklima Mærkning en stigende interesse for denne type dokumentation, tilføjer Thomas Witterseh.
Den stigende interesse for indeklimaet har blandt andet resulteret i, at et høringsforslag til det kommende bygningsreglement indeholder afsnit om byggematerialers indeklimapåvirkning.
Kilde: Expan - www.expan.dk