Teknikentreprenør sikrer kreativt centrum
Bravida og Johnson Controls er hovedentreprenører på ombygningen af det centrale køleanlæg i Den Hvide Kødby i København. Projektet har et budget på 49 millioner kroner.
Den Hvide Kødby blev indviet i 1934. Stedet var udstyret med et for tiden topmoderne køleanlæg, der muliggjorde håndtering og opbevaring af slagtekød på forsvarlig hygiejnisk vis. Da det eksisterende køleanlæg imidlertid bruger ammoniak som kølemiddel og potentielt udgør en risiko for omgivelserne i tilfælde af ammoniakudslip, er et omfattende miljøsikringsprojekt nu i gang.
Æstetiske udfordringer
Københavns Ejendomme udbød projektet med et budget på 49 millioner kroner i en konkurrence, som rådgivningsfirmaet Alectia vandt i februar 2013.
- Det er en spændende opgave med den særlige udfordring, at Den Hvide Kødby er totalfredet. Det betyder bl.a., at der stilles særlige krav til en del af installationernes udseende i forhold til udformning og farvevalg for at fastholde det oprindelige æstetiske udtryk, fortæller projektleder i Alectia Claus Lund Poulsen.
Køleanlægget ombygges nu, så brugen af ammoniak begrænses til distributionstunnellerne under Kødbyen samt selve maskincentralen. I de dele af kølesystemet, som ligger ude hos lejerne, udskiftes ammoniakken med glykol og vand, som ikke er skadeligt i samme omfang.
To entreprenører i gang
Ombygningsarbejderne er fordelt mellem de to hovedentreprenører Bravida og Johnson Controls.
Johnson Controls har blandt andet leveret nyt køletårn til Maskincentralen og arbejder med ombygningen af de centrale anlæg.
Bravida, som er den anden hovedentreprenør på ombygningen, udfører ny rørføring i tunnelerne.
Alectia faciliterer alle faser af projektet
Alectia står for projektering, udbudsmaterialer, kontrahering, kommunikation med alle interessenter samt projektledelse. Under udførslen står vi desuden for fagtilsyn, byggeledelse, sikkerhedsledelse og myndighedsbehandling.
I ombygningsprojektet trækker Alectia på en bred vifte af spidskompetencer på tværs af vores divisioner. Omkring 12 specialister er tilknyttet projekter og byder ind med ekspertise.