23948sdkhjf

3XN’s første projekt i Indien offentliggjort

Den indiske variation af første spadestik, Bhumi Puja, og en Bollywood-inspireret fest markerede starten på det tre år lange byggeri af Grove Towers i Indien med design af danske 3XN og GXN.
Ved en spektakulær ceremoni og fest i forbindelse med første spadestik, blev 3XN’s design for bolig- og mixed use-projektet ’Grove Towers’ offentliggjort. 3XN-teamet bag designet var inviteret, da sløret blev løftet for designet af det 77.000 m2 store projekt.

Inspireret af Indien & mangroven
Projektet er inspireret af Indiens natur og Mumbais træ, mangroven. På samme måde som klynger af mangrovens stilke tilsyneladende fletter sig sammen i bunden, samles de to tårne ​​ved de nederste etager, der er tiltænkt detailhandel, hvorefter de rejser sig og inviterer til ophold på podiet for derefter at vokse ind i himlen som en klynge af slanke træer, der tilbyder nogle af Mumbais mest gennemtænkte og velplanlagte boliger. Alle lejlighederne har udsigt i mindst to retninger, hvoraf de fleste har udsigt ud mod mangrover mod nord, og Det Indiske Ocean mod vest.

- Med designet for Grove Towers, har vores vision været at skabe noget særligt for indbyggerne i Mumbai og for Ornate Spaces. Hver gang jeg besøger byen, bliver jeg overvældet af, hvor stor en del ​fællesskabet spiller i alle aspekter af indernes liv. Mit ønske har på samme måde været, at Grove Towers skal være ’et lodret’ fællesskab, der bringer folk sammen og bliver rammerne for vækst og liv, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør for 3XN.

Desuden er projektet et eksempel på at integrere GXN, 3XN’s innovationsenhed, i designprocessen. GXN's bidrag til designet af facaden har været med til at reducere direkte solvarme og maksimere naturlig ventilation, og således sigter projektet efter LEED guldcertificering. Med over 2500 m2 vertikale haver vil bygningen være med til at mindske andelen af CO2 i Mumbais fugtige og fortættede miljø ved at rense luften omkring bygningen.

Første spadestik - Bhumi Puja
I en todelt opvisning af farve og tradition, indledte direktør for Ornate Spaces, Vijay Machindar, Bhumi Puja, en ceremoni kaldet Bhumi Puja, hvor man beder Moder Natur om tilladelse til at bygge på jorden, og beder om hendes velsignelse for alt liv involveret i projektet. Ornate spaces var desuden vært for festlighederne.

- 3XN & GXN har arbejdet innovativt og utrætteligt med at fuldføre et bygningsværk, der vil redefinere Mumbais skyline og som vil blive en hyldest til vores ukuelige by og dens befolkning, udtalte Vijay Machindar under ceremonien.

Kim Herforth Nielsen var blandt gæsterne ved den intime ceremoni, som han beskriver ulig alle andre spadestik, han nogensinde har deltaget i.

Formiddagens ceremoni blev efterfulgt af en Bollywood-inspireret fest for 1.000 personer, hvoraf mange vil flytte ind i Tower 1 i ’Grove Towers’.

Byggeriet forventes at vare 3 år.

Fakta
Klient: Ornate Spaces Pvt. Ltd.

Arkitekt (design): 3XN
Lokal arkitekt: Sandeep Shikre & Associates
Bygherrerådgiver: Rajeev Kasat and Associates
Ingeniør: Buro Happold Engineers (Mumbai)

Areal: 77.000 m2 samt 16.000 m2 kælder
Antal lejligheder: 273 lejligheder
Højde: 38 etager, 136 meter
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08