Vinder udpeget på udviklingsprojekt i Ebberød
JJW Arkitekter med et hold bestående af Force4 og Balslev er netop udpeget som vinder af arkitektkonkurrence for "Udvikling af et område i Ebberød". Projektet på 3.700 m² til 58 mio. kr. forventes igangsat denne måned.
Ved bedømmelsen af vinderforslaget til "Udvikling af et område i Ebberød" er der blandt andet lagt stor vægt på, at byggeriet kommer til at indgå i et harmonisk samspil med de unikke omgivelser – det bevaringsværdige kulturmiljø i Ebberød omgivet af et bakket landskab med skov og park. Alle boligerne opføres med altan, hvilket giver privathed for beboerne, selvom landskabet og græsflader trækkes helt tæt på husene. (Visualisering: JJW Arkitekter)
Vinderen af konkurrencen "Udvikling af et område i Ebberød", JJW Arkitekter sammen med Force4 Arkitekter, Balslev Rådgivende Ingeniører og JJW Landskabsarkitekter, blev fejret ved et officielt arrangement på Rådhuset i Holte den 6. maj.
- Vi har valgt et projekt, der utroligt overbevisende tilpasser sig den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse i Ebberød. JJW’s forslag tager fra start til slut udgangspunkt i borgerne, i de ansatte og i stedet. Alt i alt kan man sige, at forslaget udmærker sig ved sin enestående indlevelse. Mennesket er i centrum overalt i projektet, siger borgmester og formand for bestyrelsesformand for bedømmelseskomitéen, Jens Ive.
Arkitektkonkurrencen har omfattet dels en helhedsplan for opførelse af 80-100 mulige boliger i tre etaper og dels et konkret forslag for første etape omfattende ca. 45 boliger.
Sættes i gang denne måned
Dommerbetænkningen fremhæver vinderforslagets indlevelse i projektet og dets særlige udfordringer, og at det tager hensyn til alle brugergrupper. Ligeledes fremhæves det, at projektet tager udgangspunkt i stedet og at de nye bygningsvolumener fungerer med det eksisterende byggeri.
Håndtering af arkitektur, landskab og bygbarhed fremhæves i den samlede vurdering, ligeledes projektets overbevisende refleksion og tiltag i forhold til velfærdsteknologi.
De øvrige konkurrencedeltagere var Vilhelm Lauritzen, Vandkunsten, Rubow og Friis & Moltke.
Projektet på 3.700 m² til 58 mio. kr. forventes igangsat i løbet af maj 2014.