Nej blev til ja i byggefusion
Fornyet tro på fremgang i byggebranchen fik vendt skepsis til optimisme for den ene af de to partnere i nyetablerede Lindholm Entreprise A/S i Næsby.
En stadig tykkere ordrebog og en tilsvarende mere stresset arbejdsdag fik sidste år Henrik Knudsen til at overveje en fusion af sin tømrervirksomhed.
Derfor tog han kontakt til Mikael W. Klinke, som han havde kendt gennem flere år, og som dengang var konsulent ved Ola de Linde. Her var svaret første et nej tak, da den økonomiske situation var alt andet end god i byggebranchen. Da fusions-spørgsmål blev stillet gang nummer to, var svaret dog et andet:
- Der var tiltro til, at der ville komme en lysning inden for byggeriet. For bare et halvt år siden så det sløvt ud, men i efteråret følte jeg, at det ville vende, siger Mikael W. Klinke til Lokalavisen Nordvest.
Resultatet er Lindholm Entreprise i Odense-forstaden Næsby. Opgaverne er nu fordelt med Mikael W. Klinke som direktør og Henrik Knudsen som tømrer og projektleder.