23948sdkhjf

Ris og ros til regeringens renoveringsstrategi

Building Supply har samlet en række af de mange reaktioner, der er kommet på regeringens nye strategi for energirenovering af bygninger.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen præsenterede i går regeringens nye ”Strategi for energirenovering af bygninger”. Med en målsætning om at reducere energiforbruget til varme i eksisterende bygninger med 35 procent indeholder strategien 21 konkrete initiativer.

Læs mere: 21 initiativer i regeringens energi-renoveringsstrategi

Byggebranchens mange organisationer har straks kommenteret på mål, indhold og muligheder i energirenoveringsstrategien. Traditionen tro er der både ris og ros til de nye initiativer.

Stærke elelemter
I den positive ende er Håndværksrådet. Hovederhvervsorganisation for knap 20.000 små og mellemstore virksomheder, heraf ca. 6500 i byggesektoren, tager positivt imod de 21 initiativer i regeringens nye strategi for energirenovering af bygninger.

- Det er positivt, at der kommer mere fokus på det kæmpe energisparepotentiale, der er i den danske bygningsmasse. Energiprisernes himmelflugt har betydet, at der kan være tusindvis af kroner at spare for almindelige husejere og langt større beløb i erhvervsejendomme, kontorer og etageejendomme, hvis man gennemfører en større energirenovering, siger politisk chef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.

Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter, BfBE, har også lovord til strategien. De bygningssagkyndige og energikonsulenterne glæder sig særligt over, at regeringen klart betoner et godt datagrundlag som fundament i den fremlagte strategi for energirenovering.

- Og vi må sige, at udspillet er godt og fortjener ros. Vi glæder os over, at strategien vil basere fremtidig energirenovering på konkret og uvildig viden om behovene i de enkelte bygninger i form af en forbedret energimærkningsordning. Et energimærke leverer et solidt og unikt overblik over den energimæssige tilstand i en bygning, og mærket er et reelt videngrundlag for boligejerne forud for en beslutning om at energirenovere boligen. Det er klogt at holde fast i det element, siger direktør Torben Kaas, BfBE.

Hvor er de økonomiske incitamenter?
Rosende ord er der også fra Dansk Byggeri, som kalder energirenoveringsstrategien for en god begyndelse, der kan komme til at trække positive spor mange år frem. Organisationen savner dog endnu større ambitioner og konkrete incitamenter, som kan sætte skub i energirenoveringerne.

- Den nye strategi indeholder rigtig mange spændende forslag, som byggeriet gerne vil være med til at føre ud i livet. Den kommende BedreBolig-ordning, hvor boligejere kan få rådgivning om energirenovering, er blot et eksempel, hvor branchen kan sætte gang i en udvikling. Og hertil hører en dialog om en effektiv finansiering, der for alvor kan sætte gang i dette marked, siger Michael H. Nielsen, og han havde gerne set en strategi med økonomiske incitamenter, som fx den oplagte mulighed i en fortsættelse af BoligJobordningen med en grøn drejning.

Mere kritiske overfor strategien - mere præcist hvordan de gode intentioner skal realiseres - er Tekniq.

På trods af, at Tekniq finder, at regeringens strategi for energirenoveringer kun rummer fornuftige forslag, finder organisationen, der repræsenterer de 2.800 virksomheder, der udfører de tekniske energirenoveringer i boliger, skoler, institutioner og kontorer, alligevel planen utilstrækkelig.

- Strategien er i sig selv fornuftig, men den mangler handling og kan ikke stå alene. Den må følges op af konkrete initiativer, som stimulerer efterspørgslen efter energirenoveringer, så Danmark kan leve op til det ambitiøse mål om store CO2-reduktioner inden 2020, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør, Tekniq.

Kritisk er også Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, som både mener, at energirenoveringsstrategien mangler incitamenter og kan få utilsigtede, negative konsekvenser:

- Det er centralt for alle tre områder (Mere viden og bedre rådgivning, nye komponenter samt bedre løsninger red.), at bygningsejerne bliver rådgivet om hvad der er de bedste løsninger i deres konkrete byggeri. Derfor er det paradoksalt, at der i den konkrete værktøjskasse med 21 initiativer ikke er et eneste initiativ der rent faktisk skal sikre en styrket efterspørgsel på uvildig rådgivning, siger FRI’s direktør Henrik Garver i en kommentar til strategien.

Manglende incitamenter til at energirenovere får Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, til frygte, at energirenoveringsstrategiens mål om at sænke energiforbruget i bygninger med 35 procent inden 2050 kommer til at ske på bekostning af blandt andet indeklima og dermed gambles der reelt med folkesundheden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078