23948sdkhjf

Udblik og transparens med gigantisk lysvæg

I det 15.000 kvadratmeter store kongres- og koncertcenter Palacio de Congresos i Badajoz har de spanske arkitekter José Selgas og Lucía Cano skabt et arkitektonisk værk med en usædvanlig lysvirkning. Omkransende en rund hovedbygning har de formet en stor ydercirkel af translucente kompositprofiler, der giver bygningen lethed og åbenhed.
Arkitekten Selgas havde høje krav til styrke, holdbarhed og lethed, men var samtidig på jagt efter et translucent materiale. Det fandt han hos danske Fiberline Composites, en af Europas førende producenter af hightech profiler i komposit til byggesektoren og til europæiske facade- og vinduesproducenter.

Om dagen fungerer kompositfacaden i Badajoz som en gigantisk solskærm, der omdanner det stærke sollys til et behageligt diffust lys. Om aftenen gør hegnet bygningen til en lysrotunde i landskabet.

I det store spanske koncert- og kongrescenter skabes udblik og gennemskinnelighed ved hjælp af translucente kompositprofiler, der danner et gigantisk flettet hegn, som en stor ydercirkel omkring selve inderbygningen.

På grund af den specielle kompositfacade og placeringen direkte på byens gamle bastion bliver koncertcenteret integreret på en elegant måde i den eksisterende by præget af både moderne og gamle bygninger.

Knejsende over byen på bastionen fra 1700-tallet er bygningen placeret på præcis det sted hvor der fra 1857-1980 lå en tyrefægterarena. Den moderne arkitektur genskaber den tidligere arenas koncentriske cirkler og forbinder sig med stedets blodige fortid, hvortil hører Wellingtons erobring og massakre i 1812 og Francos massehenrettelser af fanger efter borgerkrigens første slag i 1936.

Et stort pilehegn i komposit
Facaden er bygget af elliptisk formede kompositprofiler, der er flettet som et traditionelt spansk pilehegn. Fiberline har udviklet profilerne specielt til dette projekt.

Hegnets store ring har en diameter på 75 meter og en højde på 14 meter, og man har anvendt mere end 12 km kompositprofiler, fastgjort på spinkle galvaniserede stålsøjler med en afstand af 8 meter.

Konstruktionen har været kompleks at bygge på grund af den runde form. Fiberline producerer profilerne i lige længder hvorefter de bøjes med en betydelig deformation, som det ville være vanskeligt at udføre i traditionelle materialer.

Den spanske rådgivende ingeniørvirksomhed Pedelta, har stået for det strukturelle design af facaden, der samtidig er designet til at modstå stedets voldsomme vindpåvirkninger og temperatursvingninger.

På Museum Of Modern Art
Palacio de Congresos omtales som et af Spaniens mest spændende arkitektoniske vartegn og et positivt eksempel på et statsligt byggeri, der på en vellykket måde er integreret i en konsolideret bystruktur.

Også internationalt begynder byggeriet at vække opsigt. Det har i byggefasen været vist på MOMA, Museum of Modern Art, i New York.

Kilde: Fiberline Composits.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093