Olafur Eliasson vinder konkurrencen ”Himmelrummet”
Et enestående projekt skabt af Studio Olafur Eliasson GmbH, Tyskland, har vundet konkurrencen om at skabe ”Himmelrummet”, et storstilet tagbyrum på toppen af ARoS Århus Kunstmuseum.
I dommerkomiteens betænkning hedder det blandt andet om vinderprojektet:
-Projektet imødekommer på fornem vis konkurrencens ønske om at konvertere ARoS’ tagflade til en unik, kunstnerisk og arkitektonisk seværdighed af internationalt format. Forslaget skaber et meget smukt og poetisk sted, der forener panoramaudsigten fra taget med en enestående kunstnerisk-arkitektonisk dimension, som bidrager til at udvikle nye forståelser af arkitekturens billedkunstneriske grænseflader. Samtidigt etableres et stærkt identitetsskabende vartegn for ARoS og Århus by.
Olafur Eliasson skaber "Himmelrummet". (Foto: Ole Hein Pedersen)Ønsket om at udnytte tagarealets muligheder opstod allerede, mens museumsbygningen endnu var på tegnebrættet. Tagkonstruktion blev derfor på forhånd forstærket for at fremtidssikre en senere realisering af et egentligt tagbyrum.
Himmelrummet
Projektet ”Himmelrummet” består af fire dele: et multifunktionelt rum, en cirkulær rundgang, et kugleformet rum med prismer og et camera obscura. Publikum har via trappe og elevator adgang til markant oplevelse af tagflade som Århus skyline.
Den cirkulære rundgang er formet som en løftet autonom struktur med glas i lysets farvespektrum. De besøgende kan herfra bevæge sig i et cirkulært panoramisk forløb med 360 grader udsyn til den omkringliggende by. Byen, himlen og horisonten opleves filtreret i farver, der minder om og skærper forståelse for farvens og lysets betydning i livet og kunsten. Herfra er der adgang til såvel tagflade som til det kugleformede rum med indsatte prismer og camera obscura.
I prismerummet konfronteres iagttageren med en prismatisk brydning af lysets farvespektrum i en projektion, der afspejler Århus’ beliggenhed på kloden. Camera obscura er et mørklagt rum, hvori byens skyline projiceres på en vandret flade. Fra det multifunktionelle rum, der rummer mulighed for café- og mødefaciliteter gives der adgang til camera obscura og til tagfladen. Der er sikret fuld tilgængelighed.
Kilde: Realdania.